Tekst Hasse Jørgensen, foto René Jørgensen, mandag den 13. marts.

Mandag den 13. giver for mange mennesker associationer om noget uheldigt.

For en bilejer i Ribe fik mandag den 13. marts under alle omstændigheder en start, som bilejeren godt kunne have undværet. Den startede med en kommunal skideballe, som – viste det sig – var helt uberettiget.

Sagen er, at bilejeren, der bor i den indre by, havde sin bil holdende på Sct. Catharinæ Plads. En parkering, der er helt lovlig for den pågældende, da vedkommende har en parkeringslicens.

Denne mandag morgen tog bilejeren toget til Varde i arbejdsøjemed og sad i et møde, da mobilen kimede vedvarende.

Det viste sig at være en kommunal medarbejder, der ved hjælp af store ord forlangte bilejerens bil fjernet øjeblikkeligt. Ellers ville det ske ved politiets hjælp.

Kommunens folk skulle nemlig i gang med noget træarbejde på Andeøen, og bilejerens bil stod parkeret netop, så de store maskiner ikke kunne komme til øen. Bilisten havde ovenikøbet formastet sig til at parkere på stedet, selv om der ved skiltning var bekendtgjort parkeringsforbud fra den 10. til den 17. marts. Troede den kommunale repræsentant.

Det viste sig nemlig, at bilejeren havde læst skiltene og var af den helt klare opfattelse, at der stod maj i stedet for marts på skiltene. Og under alle omstændigheder kunne vedkommende ikke flytte bilen sådan lige med det samme på grund af opholdet i Varde.

Efter nogen snak frem og tilbage i et lidt højt toneleje blev misforståelsen opklaret, og bilejeren fik lov at lade bilen stå til i morgen, tirsdag.

– Og jeg har fået en kommunal undskyldning sendt på en SMS, men det undrer mig blot, at en kommunal medarbejder kan tage så meget fejl, at man forveksler marts med maj, siger bilejeren, hvis identitet er kendt af redaktionen.