Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto, mandag den 20. april 2026

Både Obbekær Forsamlingshus og Spandet Forsamlingshus får penge fra kommunens ”Pulje til lokale projekter”, der to gange om året deler midler ud.

Den samlede pulje er på 1.088.500 kroner.

Obbekær Forsamlingshus havde søgt om 89.375 kroner til ”et varmt forsamlingshus – til mere fællesskab”, men udvalget bevilgede 100.000 kroner til projektet, der har en samlet overslag på 178.750 kroner.

Obbekær Forsamlingshus ønsker at fremtidssikre forsamlingshuset og åbne for bredere anvendelse og flere fælles aktiviteter. Det kræver en renovering af ydervægge og murværk samt nedbrydning af den eksisterende scene og opbygning af nyt opholds-og depotrum.

Spandet Forsamlingshus havde søgt om 100.00 kroner til at fremtidssikre forsamlingshuset ved at renovere gulvene med ny belægning, indbygning af gulvvarme, fjernelse af radiatorer mv.

Projektet lyder sammenlagt på 375.000 kr., og oprindeligt var indstillingen, at der ikke skulle gives penge.

– Men forsamlingshuset har modtaget støtte fra fonde, og hvis projektet kan fuldt finansieres, har vi reserveret 100.000 kroner til projektet, fortæller formanden for plan, by og lokalsamfundsudvalget, Kurt Bjerrum.