Tekst Hasse Jørgensen, foto: Pressefoto. Torsdag den 14. febr.
Revyen er en integreret del af den danske kultur, og mange er de sange og viser fra revyer, der er blevet til ever greens.
Nu bliver der mulighed for at høre nogle af disse kendte sange igen. Det sker på Hotel Ribe fredag den 29. marts med start klokken 20.
Revysangens genklang præsenterer her en spændende rejse i dansk revysangs historie.
I mere end 100 år er der blevet lavet revy i Danmark, og kisten med danske revysange er proppet med spændende og flotte viser. Sjove som alvorlige viser, alt efter hvilken tidsperiode det er fra. Det er denne spændende historie som Revysangens genklang har valgt at fortælle.
Det er en tidsrejse med nedslag i den danske revysangs historie fra forskellige perioder og med nogle af de sange, som har betydet mest for den danske revysangs udvikling. Der bliver fremført viser af bl.a Liva Weel, Dirch Passer, Elga Olga, Preben Uglebjerg, Marguerite Viby, Kirsten Walther og Lisbeth Dahl, og alt sammen kædet sammen af små anekdoter om sangene. Det hele sat ind i en tidsmæssig billede fra den periode, de er fra.
Forestillingen er sat sammen som en kabaret, hvor sangene og historien er i højsædet. Hvor der bliver lejlighed til for alvor at høre teksterne og sætte dem i perspektiv til den tid, de blev lavet i. Man kan derfor forvente at få en helt ny og anderledes oplevelse af sange, som man ellers troede man kendte. Og samtidig rig lejlighed til at nynne med på sange, der i dag nærmest er folkeeje.
Revysangens genklang består af Birgitte Antonius på sang og John Skou på klaver og som fortæller.
Forestillingen varer ca. 80 minutter plus pause. Billetsalg på Hotel Ribe til 50 kroner og ved døren 60 kroner.










































































