Tekst & Foto: Johnny Tauman
15. november 2020
”Et er et søkort at læse, et andet skib at føre” – et klogt gammelt ordsprog. Og i praksis er det jo ikke helt ved siden af. For når kursen var stukket, så kunne en nøje planlagt rute være lige meget, hvis ikke mandskabet vidste, hvad de skulle gøre.
Og mange uforudsete forhindringer kunne komme på tværs med økonomiske udgifter, som var større end først antaget.
Sådan har det vel også været med Vejprojektet på Rute 11!
Du kan jo prøve at læse Kommisarius / Besigtigelsesforretningen 2018 – Link: HER
Her står bla: Opsætning af støjskærm syd for jernbaneoverskæringen har vist sig at kunne billiggøres ved at anvende overflødige støjskærmsplader fra et tidligere anlægsprojekt, og derfor er denne støjskærm medtaget i det foreliggende projekt.
Hvordan læser man regnskabet?
RYK IND RIBE har prøvet at kaste lys over nogle af de udgifter, som skal med i den endelige regnskab, der skal vise hvor mange millioner kroner, der er tilbage til klapbroen eller en anden bevægelig bro. I den forbindelse har vi indhentet oplysninger hos Mike Boesen, der er projektleder for Større Anlæg i Vejdirektoratet.
En støjvæg til 5 millioner kroner
Lad os først tage fat på Støjvæggen langs Plantagevej og Trojelsvej. Her siger Mike Boesen:
– Støjskærmen forventes at komme til at koste ca. 5 mio. kr. Når vi ikke kan sige det præcist, er det fordi, støjskærmen ikke er færdig endnu. Vi mangler stadig lidt støjskærm på hver side af jernbaneoverskæringen.
Interimsvejen kostede 5,4 millioner kroner
Hvad angår Interimsvejen – og de midlertidige militærbroer – tegner der sig et nyt billede! Mike Boesen fortæller, at selve interimsdæmningen blev udbudt i en selvstændig entreprise. Han oplyser videre: – Den kostede ca. 5,4 mio.kr. Endvidere skal interimsdæmning fjernes, når projektet vedr. krydsning af Ribe å er afsluttet. Det indgår ikke i beløbet.
Hærens opgaver beløb sig til 0,4 millioner kroner
Efterfølgende har hæren opsat og nedtaget interimsbroen. Om udgiften siger Mike Boesen: – Det har i alt kostet ca. 0,4 mio.kr. Såfremt klapbroen besluttes bygget, skal interimsbro genopsættes og nedtages igen. Det indgår ikke i beløbet.
Interimsbroerne må dog forventes anvendt, når Ringbroen på et tidspunkt skal udskiftes.
Ingen ekstra udgifter ved Skovgrillen
Da den nye vej bag om Skovgrillen skulle anlægges, blev der ved flere lejligheder talt om en forsinkelse med en følgeudgift på 2 millioner kroner. I dag lyder forklaringen fra Vejdirektoratet således: Vejen bag om Skovgrillen blev udsat pga. en klage over kommunens tilladelse til gennembrud af et fredet dige – og behandlingen af denne klage bevirkede en lang udsættelse. Udsættelsen har faktisk ikke kostet os noget, bortset fra det kostede os noget tid, men det var ikke tid på den kritiske vej og forsinkede derfor ikke det samlede projekt.
Råger, bæver og snæblen
Der fremgår ingen steder, hvad hensynet til disse dyrearter har betydet for projektet – planlægning / forsinkelse.
Der foreligger ikke regnskab endnu
– Da projektet ikke pt. er afsluttet, foreligger der ikke et regnskab, som kan sammenholdes med bevillingen, hvorfor det for nuværende ikke er muligt at svare på spørgsmålet, om hvor neget der reelt er tilbage af den samlede bevilling på 186,6 millioner inklusiv reserver, lyder det fra Vejdirektoratet. På oversigtsskema er udbygning af Rute 11 angivet til 99,6 millioner og etablering af klapbro 87,0 millioner.
Med eller uden reserve?
I dagspressen figurer en pris på Udbygning af Rute lydende på 72,9 millioner kroner. Det skulle være et stort merforbrug til trods for, at der faktiske var afsat flere penge. Foreholdt denne oplysning skriver Mike Boesen til RYK IND RIBE: – Forbruget på 72,9 mio.kr. refererer til entrepriseomkostningen på udvidelsesentreprisen. Her ud over har der været omkostninger til interimsvej-entreprisen, ekspropriationer, opsætning og nedtagning af interimsbro, arkæologi, projektering, tilsyn og administration. Derfor udestår der et langt mindre beløb end de 84,9 mio.kr. til etablering af den bevægelige bro over Ribe Å. (Bevilling 157,8 millioner minus forbrug 72,9 millioner = 84,9 millioner). Her er tallene alene fra projektbevillingen og ikke inklusiv “Central reserve på 28,8 millioner.
Klapbroens licitation
Klapbroen blev sat i licitation til 40 millioner kroner, hvilket viste sig at være for lavt. Det tales nu om 55 millioner kroner, som næste udspil! Og der er samtidig foretaget undersøgelser af den nuværende Ringbro for at kortlægge om en forstærkning er mulig – og hvor lang levetid den gamle bro reelt har.
”Et er et søkort at ………”