Tekst og foto Hasse Jørgensen, mandag den 16. marts
Inden døre arbejder håndværkerne på fuld kraft på at gøre Restauration Kolvig klar til en ny start, men netop i dag, mandag, måtte indehaveren, Tobias M. Skovmose, sende personalet – tre fuldtidsansatte og tre elever – hjem på ubestemt tid.
Kolvig blev den 22. februar ramt af de kraftige oversvømmelser, der satte restaurationen under vand, og senere kom Corona-krisen, der har lukket ned for hele virksomheden, der også omfatter Brorsons Minde.
Men der er lys for ende af tunnelen. Selve Restaurationen Kolvig blive klar til genåbning i ny skikkelse den 30.marts, og Tobias Skovmose håber, at Corona-krisen er klinget så meget af, at restaurationen kan genåbnes til den tid, ligesom der igen kan skabes aktivitet i Brorsons Minde.
Tobias Skovmose fortæller, at han har været nødt til at bruge regeringens hjælpepakke, der gør det muligt at sende personalet hjem på ubestemt tid. Men han lægger heller ikke skjul på, at han finder, at den hjælpepakke er utilstrækkelig.
– Jeg kunne også vælge at indføre arbejdsfordeling, men som situationen er nu, er det bedst for alle parter at sende personalet hjem på ubestemt tid. Indtil i dag har personalet været beskæftiget med at lukke det hele ned, og det tog ikke lang tid, fordi vi i forvejen kørte på lavt blus, fortæller Tobias Skovmose.
Han siger videre, at han ikke har gjort noget ud af at reklamere mad ud af huset. – Det hænger sammen med, at jeg gerne vil undgå madspild. Der er ikke meget ved at købe noget ind, som vi alligevel ikke kan bruge og så må kasserer, lyder det fra restauratøren.
Tobias Skovmose har benyttet sig af lejligheden til at få lavet lidt om i Restauration Kolvig. Bl.a. er baren flyttet, og der bliver bede plads mellem bordene, selv om det også før oversvømmelsen var god plads.
– Den nye indretning betyder også, at vi kan have større selskaber på op til 60 til 70 personer i restaurationen, fortæller Tobias Skovmose og fortsætter:
– Min forsikring vil ikke betale for vandskaderne, men min udlejer har holdt mig skadefri omkring selve oversvømmelsen. At det tager lidt lang tid, at få tingene lavet igen efter oversvømmelsen, hænger sammen med, at vi nu også prøver at lave nogle tiltag, der kan hindre en gentagelse. Der er ingen tvivl om, at en oversvømmelse vil komme igen. Spørgsmålet er bare hvornår. Og det kan jo ikke betale sig at lægge nyt vinyl på gulvet for at skulle fjerne det igen efter en ny oversvømmelse. Derfor prøver vi at lægge et gulv, der kan holde til det, og lave nogle tiltag, de kan holde vande ude, fortæller Tobias Skovmose.
Han tør ikke gætte på, hvor længe han økonomisk kan holde til at have lukket i forretningerne, men som tingene er nu, drejer det sig formentlig om flere måneder.
– Jeg har selvfølgelig været i kontakt med alle mine kreditorer, men de er jo også presset fra alle sider, lyder det fra Tobias Skovmose.









































































