Tekst og foto Hasse Jørgensen, fredag den 15. maj
Som Fugl Phønix rejste sig af asken, har Kolvig by Brorsonsminde rejst sig efter oversvømmelse og corona-krise.
Det betyder, at den kendte Ribe-restauration igen slår dørene op på mandag klokken 11,30. Og det er på mange måder en ny restauration i de kendte lokaler, der genåbner.
Indehaveren, Tobias Skovmose, fortæller, at indgangspartiet og baren er lavet om, og derved er meget spildplads afskaffet, og der er skabt bedre forhold for både gæster og personale. Baren er således halveret og rykket længere ud mod køkkenet, og garderoben er flyttet hen til indgangspartiet. Desuden er der lavet nyt legerum i et hjørne af restaurationen.
Der er lagt nyt gulv efter oversvømmelsen, og hele lokalet er shinet op, ligesom der er indkøbt nye, brugte stole, der passer fint til det øvrige interiør og med en god siddekomfort.
– Når vi åbner på mandag, må vi have 50 gæster i lokalet, og det er klart, at vi overholder alle de krav, myndighederne stiller om afstand o.s.v. Vi har altid lagt meget vægt på hygiejnen med afspritning og rengøring, og det fortsætter vi naturligvis med, ligesom der bliver sat pleksiglas op ved baren, så vi beskytter de glas der er her, fortæller Tobias Skovmose.
Med åbningen udvider Kolvig også forretningen med take away.
– Man kan fremover bestille alt fra vores spisekort som take away, og man kan få det i hele vores åbningstid. I øvrigt har vi fået lavet elektroniske spisekort, som gæsterne kan læse på deres mobiltelefon, så de er fri for at sidde med et normalt spisekort i hænderne, hvis de ønsker det. Vi har dog også de normale spisekort, fortæller Tobias Skovmose, der i øvrigt lægger vægt på, at tjenerne mere er værter end tjenere.
– Vi inviterer vores gæster ind i vort hjem, som er restaurationen, og her skal alle have det godt, lyder det fra chefen.