Tekst og foto: Renè Jørgensen
17. august 2025.
Roager Festival: En kold aften med varm stemning og musikalske højdepunkter
Selv om aftenen var kølig, og som en tilhører bemærkede, ”behøvede man ikke vindmaskiner på scenen,” var stemningen varm, da Roager Festival endnu engang samlede publikum på festpladsen.
Tidligere på dagen havde solen skinnet, og med et alsidigt musikprogram var der noget for enhver smag – fra festlige hits til rørende nostalgi. Flemmings Playliste åbnede festen med et personligt udvalg af klassikere, der straks fik stemningen helt i top. Rygterne vil vide, at hvis der står MR. STRØM på næste års plakat, er det selvsamme mand, for den dygtige elektriker fornøjer sig også med musikalske udfoldelser.
Eftermiddagens program bød på velspillede indslag fra Old School og Tøser og Drenge, to bands, der leverede flot musik. Og som traditionen byder, var der også gensyn med de trofaste hjælpere, der år efter år vender tilbage til Roager, selv om de for længst er flyttet væk. Den særlige hjemstavnsstemning trækker mange tilbage til byen – ikke kun for musikken, men også for mødet med gamle venner.
Et af årets nye indslag var duoen De Store, bestående af Thomas Fleron (vokal, akustisk guitar) og Troels Skjærbæk (kor, bas). Med trommeslageren Jesper som ekstra medlem blev duoen til en trio, der gav publikum en rejse gennem de sidste 50 års sangskat. De Store leverede med uhøjtidelig charme og energi, og publikums begejstring resulterede i flere ekstranumre.
Da mørket faldt på, og temperaturen sank, var det tid til festivalens maritime indslag. Havets Fristelser fyrede op under publikum med populære sømandsviser som Alle sømænd er glade for piger, Solskin om bord, Fra Halifax til Spanien og naturligvis Lille Palles klassiker Knalde Kalle. Dans, fællessang og højt humør viste, at publikum var søstærke nok til at holde varmen.
Roager Festival bød endnu engang på et helstøbt mix af musik, fællesskab og gensynsglæde. Og med den opbakning, publikum viste i år, tyder meget på, at både De Store og de mange trofaste festdeltagere vender tilbage næste år.
(Flere billeder herunder fra festivalen)
De store er tilbage næste år til Roager festivalen
Ingen fest i Roager uden et billede af Mauritzen pigerne. Ikke alle nåede frem til fællesbilledet, men de var der og de hyggede sig.
Havets Fristelser sluttede festen af