Tekst: René Jørgensen, pressefoto.
16. juni 2025.

Knæk Cancer-koncert i Ribe Pakhus: SOGARD sætter ild til scenen

Lørdag den 28. juni 2025 inviterer Ribe Pakhus og Flemming Erik Pedersen til en helt særlig aften i musikkens og velgørenhedens tegn.

I spidsen for det anmelderroste rockband SOGARD står den karismatiske forsanger og guitarist Magnus Søgård, der sammen med sit band leverer en energifyldt koncert til fordel for Knæk Cancer.

SOGARD, som har rødder i Kolding, er kendt for deres unikke fortolkning af den klassiske 70’er-rock – dog med en moderne kant. Bandet har på kort tid markeret sig som en stærk stemme på den danske rockscene, og med deres debutalbum Spirit Valley, udgivet i 2024 i samarbejde med Mikkel Lyneborg og Søren Andersen fra Medley Studios, har de for alvor slået deres navn fast.

Singlen The Sinner blev modtaget med stor begejstring af både anmeldere og publikum. Musikmediet Soundscribe.dk skrev bl.a.:

“Med deres seneste singleudspil, The Sinner, viser de en stærk forankring i den klassiske 70’er rocklyd, der kan tilfredsstille selv de mest kræsne lyttere… Den lækre guitarlyd, der dominerer nummeret, strømmer ud af højttalerne med en blanding af rå energi og forførende færdigheder.”

SOGARD er ikke bare et band – de er en musikalsk oplevelse. Hver koncert er unik, præget af spontanitet, nærvær og rå energi. Publikum kan se frem til en medrivende liveperformance fra det dynamiske trekløver, hvor guitarspillet fra Magnus Søgård – rost af blandt andre Mika Vandborg – bliver en oplevelse i sig selv.

Billetprisen er 250 kr., og inkluderer en valgfri genstand i baren. Hele overskuddet fra både billet- og barsalg går ubeskåret til Knæk Cancer.

Så kom og vær med til en aften med stærk musik, stærke drinks og et endnu stærkere formål.

Koncertstart kl. 20:00 i Ribe Pakhus – vi ses!