Tekst og foto: René Jørgensen
9. september 2024.

Klubtur med sav og metaldetektor

Hvert år den første lørdag i september mødes alle klubmedarbejdere fra klubben på Bispegadeskole – i hvert fald dem, der kan og har lyst. Sådan har det været nu i 44 år – ja, du læste rigtigt, 44 år, og hvert år har sin historie.

Klubfolkene mødes kl. 10.00 på Ribe Banegård, hvor et festudvalg har tilrettelagt dagen.

I år var noget anderledes. I “festkassen” var der både en skuremaskine og en sav. Et besøg på Rest. Postgaarden gav en anden oplevelse end dem, vi tidligere har været med til.

I det fineste sommervejr sidder vi i gården. En fra festudvalget pakker værktøjet ud, og alle tænker: “Hva’ dælen sker der nu?”

Historien er:

På klubturen i 2008 gik turen også forbi Postgaarden. En ungersvend ved navn Poul Christensen havde i juni måned indgået ægteskab med kæresten. På udflugten i september, i det selv samme herlige vejr i gården, og mens han ventede på sin pilsner, tabte han vielsesringen ned mellem terrassebrædderne. Hvad han fortalte konen, vides ikke, men væk var ringen. Det skal dog lige nævnes, at der blev købt en ny.

Seksten år senere mente festudvalgets to medlemmer, at nu skulle ringen findes. Under planlægningen blev Jens fra Postgaarden kontaktet. Jens var med på ideen og købte nogle nye brædder, og så var den ligesom klaret.

Det var ikke kun klubmedarbejderne, der fik sig et godt grin, men også de mange besøgende gæster. Mens “dyrlægen” hentede en metaldetektor, prøvede deltagerne at huske tilbage på, hvor tabet kunne være sket.

Nå, det korte af det lange er, at ringen ikke blev fundet, men der blev skiftet et par terrassebrædder. Festlighederne fortsatte, og ringen fik en chance, men det er nok glemt næste år.