Tekst & Foto: Johnny Tauman
12. december 2020

De ”brune værthuse” har været under pres siden Covid-19 viste sit dystre ansigt, men alligevel er det lykkedes for søskendeparret Gitte og John Olesen at skabe et alternativt værtshus med nogle fantastiske rammer i Klubben 1811 i Sønderportsgade. – Vi ønsker at give plads til alle, lyder det fra John, som dermed lægger sig om ad rammerne for de gamle bodegaer byggende på kærlighed, og hang til det sociale og åbensindede klientel. Man skal kunne komme hinanden ved med gensidig respekt og åbent sind – fordomsfrit og muntert.

Nyder at bo i Ribe

Lidt atypisk åbner Klubben 1811 allerede om formiddagen, hvor man kan få en kop kaffe i værtshuset, som har fravalgt at servere mad. – Det vil med køkkenets placering betyde, at vi skulle ansætte en person ekstra, forklarer Gitte, men det er da muligt at supplere øl og de mange drinks med en omgang chips. Gitte og John er faldet rigtig godt til i Ribe, som de nyder i fulde drag. – Vi stammer fra Midtsjælland, men de mange år i byen har slebet det sjællandske godt og grundigt væk, siger søskendeparret næsten i kor. De bor i Skolegade tæt ved domkirken med mulighed for at høre klokkespillet.

Randis effekter ses i lokalet

I Klubben 1811, der ejes af Lennart Bruun fra Skodborg, ses stadig effekter, som Lennarts afdøde hustru, Randi tilførte værtshuset indtil sin død for 3 år siden. Det drejer sig om ride sadlen, det store billede af Olsenbanden og mange andre effekter. Racercyklen, der hænger højt på bagvæggen, skyldes den tidligere ejer: John Bennedsen.

Har været 200 på een gang

I det store lokale er musikken dæmpet – og man kan finde mange hyggelige kroge at slå sig ned i. – Vi har faktisk været 200 til smørrebrød, fortæller John og pointerer: – Det var før restriktionerne. I dag kan vi være omkring 50 ad gangen.
Festudvalget under foreningen 1811 har måttet aflyse mange arrangementer i 2020, men håber på at kunne vende stærkt tilbage næste år. Klubben 1811 har både et billard og et pool bord. Hver torsdag er der fra klokken 20 mulighed for en omgang ”killerpool”, hvor deltagerprisen veksles til en øl – og hvor Klubben 1811 donerer en våd præmie.

Stemning en tilfældig formiddag

Et nik, et blik eller blot et kortvarigt signal med en pegefinger er besked nok til, at servitricen rejser sig og går til køleren for at en hente øl. Da RYK IND RIBE er på besøg i Klubben 1811, sidder 6-7 stamgæster omkring de høje borde og drøfter stort som småt.

LURPAK eller?

– Jeg smører madpakke hver morgen, fortæller den en mand og fortsætter med en herlig latter: – Men jeg får den nu aldrig ædt i løbet af arbejdsdagen. Nogle andre ved bordet spørger interesseret ind: – Bruger du RIGTIG smør eller Kærgården? – Det er jo kun LURPAK, der du´r, kommer det fra en tredje og så er diskussionen i gang. Ham med LURPAK synes at vinde snakken, da han samtidig kan oplyse om forretningsgange, når smør og fløde er på tilbud. Jow, der lyttes til nestoren.

Parketgulv med gamle minder

Camilla sørger for at servere kaffe til RYK IND RIBEs medarbejder, som tager på motivjagt rundt i det store lokale med café borde og et parketgulv, som giver minder om en tid, hvor Kaj Hansens Danseskole havde fat i mange familier og deres håbefulde børn og unge mennesker. Og ved juletid holdt Forsvarsbrødrene Juletræsfest, hvor der blev drukket lidt mere end kaffe i de tilstødende lokaler.

Flotte metalskilte

På repos ‘et er der en udstilling / udsmykning med gamle metalskilte – et studie værd, for de personer som elsker den slags. – Det er en af mine passioner, forklarer John, som har mange forskellige skilte, der vil blive præsenteret i løbet af 2021.

Fødselsdag

Ud af højtalerne lyder: ”Its hard to be a nissemand”. To kvinder kommer til og da de har fundet på plads og fjernet mundbind, bryder stamgæsterne ud i sang: – ”Happy Birthday to you….”. Det blev kortvarigt, da der jo skulle være større afstand med respekt for Covid-19.

En tår kaffe…

Og så tilbage til snakken: – Høj vandstand i Kongeåen, Klapbro og kaffe får ord med på vejen. Og lige som med Smørret, så kan de ikke blive enige om hverken smag eller mærke – kun ”at en tår kaffe er det vigtigste!”

Og RYK IND RIBE kan anbefale kaffen – en kop for en flad tier!