Tekst Hasse Jørgensen, foto privat, fredag den 10. oktober 2025

Regnestykket er gjort op over samtlige Klovneløb i Danmark, og for anden gang i træk fik løbet i Ribe rekord og blev det mest indsamlende løb i landet.

Klovneløb Ribe fik indsamlet hele 100.150,00 kr. som er blevet videregivet til Danske Hospitalsklovne og deres vigtige arbejde til gavn og glæde for alvorligt syge børn. Klovneløb Ribe er således det Klovneløb i landet der har indsamlet flest penge af alle Klovneløb afholdt i 2025. Løbet havde samlet 362 deltagere.

Til sammenligning havde Klovneløb Ribe i 2024 436 deltagere og indsamlede i alt 63.615,00 kr.

– Vi er ovenud lykkelige over at kunne videregive så flot et beløb, som vi ved kommer til at bidrage til at endnu flere syge børn ude på de danske børneafdelinger vil få besøg af Hospitalsklovnene. Vi er fulde af gå-på-mod, og vi er mere end klare til at stå i spidsen for endnu et Klovneløb i Ribe i 2026, og vi kan godt love, at vi igen vil levere en festlig dag for både børn og voksne, siger Claus Pedersen.

– Det er intet mindre end fuldstændig fantastisk, at vi har fået så stor en opbakning fra erhvervslivet i Ribe og omegn, som jo har været helt afgørende for, at vi har kunnet levere så stort et beløb til Danske Hospitalsklovne. Men jeg vil også sige, at vi ikke ville lykkes med at lave sådan et arrangement uden de mange frivillige som stiller op og hjælper os med at lykkes med at skabe en god oplevelse for deltagerne. Det her viser virkelig noget om hvad vi kan formå i fællesskab her i Ribe, så det bliver jeg da enormt stolt over, siger May-Britt Andrea Andersen.

Arrangørerne er: Claus Pedersen (direktør Danhostel og Ribe Fritidscenter), Mikkel Willerslev (Skolechef hos EUC Syd), Danni Callesen (Udviklingskonsulent ved DGI) og May-Britt Andrea Andersen (byrådsmedlem og selvstændig).