Tekst og arkivfoto Hasse Jørgensen, tirsdag den 30. juli 2024
Den nye indgangsportal til den gamle kirkegård fra Damvej, samt de nye klokkestabler på henholdsvis den nye og den gamle kirkegård, bliver nu officielt indviet.
Det sker lørdag den 14. september klokken 10, hvor der holdes en friluftsgudstjeneste på den nye kirkegård. Her vil de nye klokker ringe, fremgår det af menighedsbladet for Ribe Domkirke.
Når gudstjenesten på den nye kirkegård er færdig, bliver der en vandretur til den gamle kirkegård, hvor den nye portal bliver indviet. Den er som tidligere beskrevet fremstillet af kunstnerne Lis Andersen og Ole Videbæk.
Christian Abildgaard fra domsognets menighedsråd har tidligere fortalt, at det egentligt var den afgåede domprovst Jens Thorkild Bak, der mente, at det var meget svært at høre klokkerne fra kirkerne, når man stod på kirkegårdene, når afdøde skulle jordfæstes.
– Vi tog domprovsten på ordet og søgte penge til de to klokketårne. Vi fik 300.000 kroner, men det kunne ikke dække alle udgifter. Så vi kontaktede den håndværkergruppe, som bl.a. byggede fortællegyngen på den nye kirkegård for at høre, om de ville hjælpe mod at vi betalte materialerne. Det ville de heldigvis, så nu er klokketårnene rejst og klokkerne hængt op, fortæller Chr. Abildgaard.