Tekst og foto: René Jørgensen
15. marts 2019.
Når jeg bliver gammel, Så vil jeg sidde på en bænk der hvor havet slår ind over molen. Og ta’ imod duglette perlestænk af hav, når det glitrer i solen, synger Peter A.G./Gnags.
Om det var det, den unge pige i klimastrejken tænkte på, mens hun tørrede en tåre af kinden, vides ikke. Men! Der er ingen tvivl om, at nutidens ungdom er bange for, hvordan verden ser ud. når de selv bliver de ”gamle”.
Godt 150 mennesker, unge og lidt ældre var mødt frem til klimastrejken i Ribe i silende regn. Våde papskilte, bannere og paraplyer havde svært ved at modstå den kraftige blæst og regn, der slog deltagerne i ansigtet, men gejsten var der ikke noget galt med. De varme hjerter for klimaet fejlede intet.
Optoget gennem Ribes gader var fyldt med slogans om klimaforandringerne og red kloden. De unge vil råbe politikerne op og tages alvorligt, når det er beviseligt, at klimaforandringer dræber flere end jordklodens krige.
En god del af deltagere faldt fra undervejs, og da man nåede frem til Giørtz Plads ved Borgerservice var der 80 deltagere tilbage, som trodsede regnen og lyttede til musikken af Valdemar Dvinge og Isabella Maimburg.
Sangene gjorde indtryk, ikke mindst Ed Sheraans: Now I see fire, inside the mountain, I see fire, burning the trees, and I see fire, hollowing souls and I see fire, blood in the breeze…
Jo, de unge bekymrer sig for fremtiden, og det med rette: De ønsker, at politikerne snart vågner op og gør noget drastisk.
Talerne på Giørtz Plads var Sigrid Kerrigan, Mathias Madsen og Helle Hauger.
Helle Hauger sagde i sin tale bla.:
– Jeg kan ikke – som mormor til 5 og oldemor til 2 børn – takke hende nok, med henvisning til svenske Greta Thunberg – og nu vil jeg også takke jer unge, der verden over har fået nok af snak og vil se handling. Hvor er det dejligt! Jeg har været så ked af det, når jeg tænkte, på hvilken verden jeg var med til at overlade til jer kommende generationer, til mine børn, børnebørn og oldebørn.
– Jeg bliver også håbefuld her i dag, når jeg ser, hvad der sker over hele verden. Fra mig skal der lyde en stor tak til Jer alle sammen. I får nu de samme erfaringer som vi fik, da vi gik på landevejene, sad på Rådhuspladsen, malede skilte og delte løbesedler ud…… nemlig erfaringen at DET KAN NYTTE.
– Jeg vil ikke have jeres håb. Jeg vil have, at I går i panik. Jeg vil have, at I føler den frygt, jeg føler hver dag. Og så vil jeg have jer til at handle på den. sagde den snart verdensberømte klima-aktivist, og nu nomineret til Nobels fredspris, 16 årige Greta Thunberg i en tale ved World Economic Forum i Davos, hvor repræsentanter fra alle verdens største økonomier var samlet. Hun har senere gentaget det hele ved COP24 mødet i Polen og i EU – og hun har rejst med toget til alle de møder.
Hun mener det, og hun er et håb for os. Hun har klimastrejket i tre uger foran den svenske rigsdag! Hun er sej, og hun tør sætte sig selv i spil. Hun har bedre end nogen andre NGO’er på klimaområdet, politikere eller medier fået fokus den rette vej, kom Helle Hauger videre ind på i talen, som hun nød store klapsalver for.
Skoleelever og studerende fra mere end 89 lande gik på gaderne i mere end 1000 byer under bevægelsen “Fridays-For Future” i dag den 15. marts.
Klimastrejken i Ribe foregik i god ro og orden.
Arrangørerne til dagens klimastrejke er: Kristian Rasmussen (39 år), Salomo Sandvej (18) Thea Fredslund Otzen (19) Virgil Bendixen (18) Frida Ellegaard Christensen (16) Valdemar Dvinge (19) og – Karen Krogh Nielsen (18)