Tekst: Annette Brøchner Lindgaard
Billeder: Mikkel Kieldsen

Klimaet bliver tydeligvis mere og mere udfordrende for hver dag der går. Voldsomheden af sidste weekends oversvømmelser kom bag på husejerne på de østlige kyster og på helt almindelige byboere i Odder, Præstø, Aabenraa og andre byer.

Her i Ribe bliver vi ikke overraskede, når vandet stiger. Det har vi prøvet så tit. Det holder aldrig op, men måske bliver det  værre  og måske får det  konsekvenser, som vi endnu ikke har indset.

Kultursvampen under den gamle bykerne nævnes ofte. Esbjerg Kommune har, noget tøvende, erkendt, at der skal sættes ind. Ikke kun for at redde husene og de værdier, de på alle måder udgør, men også for at redde den europæiske kulturarv.

Men et er at bevare bykernen som kulturarv. Noget andet er at forholde sig til Ribe som en del af historien i fortid, nutid og fremtid. Skal tiden sættes i stå, så Ribes gamle bydel bevarer sit nuværende udtryk for evigt? – eller er det nødvendigt at forholde sig til nye metoder, så man om 100 år kan sige, at det var de metoder, der reddede den fine gamle by.

På Lokalråd Ribe midts årsmøde d. 4. oktober præsenterede arkitekt Mikkel Kieldsen et forslag, som delte den fremmødte forsamling. Nogle blev provokeret af de nye tanker, mens andre så det som en metode, det var værd at kigge nærmere på.

Men hvad er det egentlig Mikkel Kieldsens idé går ud på? Ideen er så nytænkende, at den har vakt interesse i arkitektkredse, men det er selvfølgelig ikke ensbetydende med, at folk her i Ribe, uden videre kan og vil erklære sig enige.

Forslaget tager udgangspunkt i den konklusion, som i dag betragtes som uomgængelig, nemlig at Kultursvampen er under nedbrydning.

Kultursvampen er et 800 år gammelt og nogle steder op til 5 meter tykt lag af menneskeskabt affald. Hvis dette kulturlag tørrer ud, vil svampen, som er en slags kompost, synke sammen. Vi kender allerede til huse, der er sunket mange centimeter og vi har grund til at frygte for, at gamle huse er i fare for at synke op til 3,5 meter. Ikke nogen rar tanke i en tid, hvor tørre perioder bliver hyppigere og længere.

Samtidig er det kendt viden, at chancen for at holde kultursvampens fugtighed på det rette niveau er påvirket af en række andre faktorer, der samlet set, gennem mange år har betydet, at vandstanden i Ribe Å er sænket med adskillige centimeter. Så selv om det regner mere end tidligere og der tilsyneladende ofte er alt for meget vand, så er det sværere at skabe stabil balance i svampens fugtighed.

Så Mikkel Kieldsens ide går ud på at bygge et antal – formentlig 7 – VANDTÅRNE rundt omkring i den gamle middelalderby. Vandtårnene er designet så de spiller sammen med de gamle huse i stil, farver, mursten og bindingsværk, så de, selv om de er ca. 30 meter høje, i løbet af kort tid vil falde naturligt ind. Domkirkens borgertårn er 52 meter højt.

Formålet med tårnene er, at de i våde perioder oplagrer vandet og i tørre, langsomt og i passende mængder, afgiver vandet til kultursvampen. Byens borgere og turister skal have adgang til tårnene og til at følge, hvordan de rette mængder af vand opsamles. Tårnene placeres i grønne områder, der med adgang til de delvist underjordiske arealer, fungerer som rum, hvor kultursvampens lag kan ses og studeres i dybden. Det første tårn placeres i byrummet mellem Domkirkepladsen, Præstegade og Korsbrødregade (bag Hotel Backhaus).

Mikkel Kieldsen slutter sin rapport med at fortælle om, hvordan han kom til Ribe uden nogen konkret ide, men blot en hensigt om at udarbejde en ”kulturbygning” og hvordan han, i samspil med lokale borgere og interessenter samt professionelle fra Sydvestjyske Museer og Esbjerg Kommune, fik fokus på kultursvampen, klimaforandringerne og den betydning, disse vil få for liv og identitet i Ribe. Samtalerne med de lokale hjalp arkitekten med at udarbejde et projekt, der vil kunne blive en del af den fortsatte historie om Ribe. Vandtårnene er et resultat af 800 års kulturelle lag og skabt til at lade nutidens mennesker selv blive en del af kultursvampen – i samspillet mellem kultur og natur.

Du kan læse hele Mikkel Kieldsens rapport ved at klikke her: A Story of continuity