Tekst & Foto: Johnny Tauman
10. oktober 2022
På fredag skal Klima & Miljøudvalget behandle klage over grødeskæring i Ribe Mølledam.
Som det fremgår af dagsordenspunktet meddelte Esbjerg Kommune i juni 2022 endnu engang dispensation til delvis grødeskæring i en del af Ribe Mølledam. Dispensationen blev påklaget af Danmarks Sportsfiskerforening og Danmarks Naturfredningsforening.

(Dronearkivfoto: Ove Detlevsen) – Kortskitse: Esbjerg Kommune
Kommunens bemærkninger
Nu skal Klima & Miljøudvalget tage stilling til kommunens bemærkninger til klagerne inden disse sendes til Miljø- & Fødevareklagenævnet.
Dispensationen giver mulighed for 4 grødeskæringer i en del af Mølledammen i perioden medio juni til ultimo august. Der er i forbindelse med dispensationen vilkår om:
- Gennemførelse af en undersøgelse af tæthed og forekomst lampretlarver i sedimentet i Mølledammen – herunder i området hvor grødeskæringen skulle finde sted – før, under og efter grødeskæringerne.
- Undersøgelse af om grødeskæringen medfører at lampretlarver med strømmen føres til områder nedstrøms Mølledammen
- Gennemførelse af en foreløbig evaluering på undersøgelserne efter 2. grødeskæring og ophør af grødeskæringerne, såfremt undersøgelserne kunne påvise, at lampretlarverne blev påvirket af grødeskæringerne dvs. føres larverne med strømmen væk fra Mølledammen, skulle grødeskæringerne indstilles med det samme.
Dispensationen blev meddelt på baggrund af, at Miljø- og Fødevareklagenævnet i juni 2022 kom men en afgørelse, der ikke realitetsbehandlede klagen over den dispensation der blev meddelt til projektet i 2021. Dispensationen blev hhv. den 12. og 14. juli 2021 påklaget af Danmarks Naturfredningsforening (DN) og Danmarks Sportsfiskerforening (DSF).
Klager fra DN og DSF
Både DN og DSF klager over dispensationen med henvisning til, at dispensationen er i strid med habitatbekendtgørelsen. DSF fremhæver at der ikke inden grødeskæringerne er iværksat en undersøgelse, der konstaterer om lampretlarver påvirkes negativt. DSF mener derfor, at dispensationen er i strid med habitatbekendtgørelsen (om beskyttelse af særlige arter).
Kan foretages ude negativ påvirkning
Teknik & Miljø vurderer overordnet, at grødeskæringen kan gennemføres uden, at der sker en væsentlig negativ påvirkning af lampretlarver, som er i strid med habitatreglerne. Dette begrundes dels med, at grødeskæringen foretages på en sådan måde, at lampretlarverne ikke bliver væsentligt forstyrret og de lampretlarver, der lever i Ribe Mølledam må være bæklampret, der som art har gunstig bevaringsstatus.
Vil du vide mere
Esbjerg Kommunes svarskrivelse kan ses i bilaget – Esbjerg Kommunes bemærkninger til klagen
Klagen fra – Danmarks Naturfredningsforening
Klagen fra – Danmarks Sportsfiskerforening









































































