Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto, fredag den 13. marts 2026
Folketingskandidat og byrådsmedlem Klaus Sandfeld (V), der er en kendt modstander af ulve i Danmark, blev truet så kraftigt på livet torsdag aften, at han under politieskorte måtte forlade et møde netop om ulve, inden mødet var kommet i gang.
Mødet fandt sted i Oksbøl, og Klaus Sandfeld anmeldte straks truslerne til politiet, der nu sigter en 35-årig mand for trusler på livet.
– Der var borgermøde i Oksbøl om ulve, og jeg var med til det første af slagsen. Derfor ville jeg også deltage i det andet. Da jeg parkerede, kom en mand farende hen til mig og spurgte, om det var mig, der vil slå ulve ihjel, for så syntes han også, at jeg skulle slås ihjel. Det gentog han flere gange. Manden havde ild i øjnene, og jeg tænkte: trækker han måske nu en kniv.
– Da vi kom ind til mødet, lagde jeg mærke til, at manden blev ved med at nedstirre mig, og på det tidspunkt ringede jeg til politiet og spurgte, om de kunne få mig ud fra mødet. Der kom to betjente, og de fik mig ud, og nu er den 35-årige mand sigtet.
– Kendte du ham?
– Overhovedet ikke, og jeg spurgte flere af mødedeltagerne, om de kendte ham. Det var der ingen, der gjorde, fortæller Klaus Sandfeld, der føjer til, at det ikke kan være rigtigt, at politikere ikke kan færdes frit i landet.
– Det, de skriver på Facebook, rører mig ikke så meget, men når det kommer til så direkte og voldsomme trusler som i dette tilfælde, gider jeg ikke stå model til det. Det er lidt irriterende, siger Sandfeld.
Straffen for trusler på livet går fra bøde til 2 års fængsel efter straffelovens paragraf 266.
I paragraffen står også, at ”det betragtes som en skærpende omstændighed, at truslen har baggrund i den forurettedes lovlige ytringer i den offentlige debat eller i øvrigt har til formål at forhindre den forurettede i at gøre brug af sin ytringsfrihed i den offentlige debat”
Det betyder på godt dansk, at det er en skærpende omstændighed, at det er en politiker, der trues i forbindelse med et offentligt møde.










































































