Tekst & Foto: Johnny Tauman
30. juli 2022

Der var højspændt drama, da lokale folketingspolitikere dystede i en disciplin, som politikere til tider har ry for at være særligt skrappe til; nemlig kovendinger. Det var første gang, at denne konkurrence blev gennemført på Ribe Dyrskuet, og der var mange, mange tilskuere.


Inden Danmarksmester konkurrencen stod politikerne og ventede med de udvalgte køer (og tyre)– og hos Klaus Sandfeld (Venstre) var der et betænkeligt udtryk, men så galt gik det nu ikke for ham. Han havde en Jersey ko (katalognummer 1585) fra et ”lille landbrug” med 70 køer i Fæsted øst for Ribe.

I det indledende heat kvalificerede han sig nemlig til finalen – efter en dramatisk start, da signalhornet for start på konkurrencen fik en af køerne til at stikke af i et vildt løb.
Klaus viste i finalen stor sikkerhed i kovendinger, men blev slået på stregen af Lene Baggesø – og man kan godt sige med et smil, at ”der gik ged i forskellen”. Lene er nemlig opdrætter af geder – og dermed kunne hun med sit håndelag distancere Klaus – han fik en kop for sin deltagelse – samt et forløsende smil: – Det gik jo helt godt, lød det fra Klaus Sandfeld, som fremover har den politiske arena at arbejde i med de øvrige deltagere:  Kim Eskesen fra Socialdemokratiet, Rasmus Dahlberg fra de Konservative, Lene Baggesø fra Dansk Folkeparti, Rasmus Vestergaard Madsen fra Enhedslisten og Marianne Mørk Mathiesen fra Nye Borgerlige.

Tovholder Jens Christiansen fra Ribe Dyrskuet var et stort smil, da konkurrencen var overstået – og oplyste, at DM i kovending vil være med på programmet i 2023.

Kim Eskesen (A) nåede ikke længere end sit indledende heat – men han havde også nok at se til….

DM i Kovendinger blev kommenteret af direktør i SAGRO, Torben Jensen, som ellers normalt er speaker ved grisevæddeløbet. Han fortalte historien om begrebet kovendinger – og kom ind på såvel sejlsport og ikke mindst politikere, som siden 1840 er foretaget kovendinger. En af de mest kendte, er Jens O. Krags fra 1966: Man tager et standpunkt til man tager et andet – men og så holdningen til ”Arne-pensionen” ser i 2022 ud til at have en kovending hos tidligere modstandere.