Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, onsdag den 2. december
Klaus J.B.W. Sandfeld, Ribe, bliver Venstres nye folketingskandidat i Esbjerg omegnskreds. Her afløser han revisor Tom Eriksen, der har trukket sig fra posten som kandidat.
Afgørelsen om Venstres folketingskandidat faldt på et møde i Darum i aften, onsdag. Klaus Sandfelds modkandidat var landmand og direktør Hans Otto Sørensen, Skærbæk.
Mødet blev afviklet på den måde, at der var mulighed for at afgive stemme udenfor selve mødesalen. Det benyttede 24 sig af, mens 43 deltog i salen. Stemmerne fordelte sig med 35 til Klaus Sandfeld og 31 til Hans Otto Sørensen, mens en enkelt stemmeseddel var blank.
Klaus Sandfeld arbejdere som Business Development Manger for et firma i Tønder, og han har gennem tiderne været en stærk deltager i den lokale offentlige debat. Han har også været kandidat til byrådet, hvilket dog ikke gav ham valg. Desuden er han i bestyrelsen for Ribe Bys Venstre.
Hans Otto Sørensen er landmand og direktør for et selskab, der sælger halm til varmeværker.
Esbjerg omegnskreds har tidligere givet valg til Venstre, idet de tidligere folketingsmedlemmer Preben Rudiengaard og Carl Holst var valgt her. Klaus Sandfeld skal lokalt blandt andre konkurrere med folketingsmedlem Ulla Tørnæs, der er opstillet for Venstre i Esbjerg bykreds.