Tekst og arkivfoto Hasse Jørgensen, onsdag den 20. august 2025

Den indre by i Ribe bliver lørdag den 30. august fyldt med klassiske køretøjer.

Det sker når Ribe Handel sammen med Ribe Classic inviterer ejerne af klassiske køretøjer, det være sig biler, motorcykler, knallerter, til et stort arrangement i Ribe under navnet Classic og Rock.

Ribe Classic er navnet på de bilelskere, der har tirsdag aften i sommerperioden samler hundreder af klassiske biler på Hovedengen. En begivenhed, der hver tirsdag samler masser af mennesker.

I 2024 gik Ribe Classic videre og lavede et stort arrangement i forbindelse med Tulipanfesten. Det samlede 250 biler, men af praktiske årsager lod det sig ikke gøre i år. Derfor er Ribe Handel nu gået sammen med bilfolket om arrangementet den 30. august i Ribes gader.

– Vi samler de gamle køretøjer ved domkirken, ned gennem gågaden, så de handlende stadig kan være der, ved Skibbroen og i Saltgade. Vi regner med at kunne præsentere op mod 300 biler, og kommer der flere, bliver de placeret på Hovedengen, fortæller Tom Meyer Andreasen fra Ribe Handel.

Han fortæller videre, at der ved domkirken, på Skibbroen i Saltgade og i gågaden vil blive opstillet barer, så folk kan købe sig en forfriskning.

Ved disse barer vil der ”of and on” være musik, så arrangementet lever op til navnet Classic og Rock.

Ejerne af klassiske køretøjer kan tilmelde sig på mail info@ribehandel.dk eller blot møde op på dagen. Bilerne skal komme mellem klokken 9 og 10 for at komme på plads. Byen spærres af, så man undgår anden trafik så publikum i fred og ro kan gå og nyde de mange flotte køretøjer.

– Vi håber at kunne videreudvikle arrangementet, så det kan blive en tradition i Ribe, fortæller Tom Meyer Andreasen.