Tekst: Peter Lindgaard
Dato: 10.04.2024
Foto: Pressefoto

Lied-koncerter er måske ikke en sjældenhed, men heller ikke noget, man falder over hver dag. Slet ikke når der er tale om koncerter med en klasse-tenor som David Danholt – og sikkert heller ikke i Ribe. Onsdag aften fik vi en dejlig koncert med David Danholt i Sct. Catharinæ kirke.

De tyske lieder fik deres gennembrud i det 19. århundrede, hvor særligt Franz Schubert, Robert Schumann, Richard Strauss og Johannes Brahms var toneangivende. Romantik. Smukke og følsomme værker baseret på poetiske vers, der ofte har mere på hjerte end en hel roman.

Ved koncerten onsdag diskede David Danholt op med en romantisk buket, rundhåndet akkompagneret af en veloplagt Charlotte Thanning på flygel. Udover Robert Schumann og Strauss, stod også Jean Sibelius og Rued Langgaard på programmet. Især Langgaards romantiske udtryk føltes bemærkelsesværdigt – ikke mindst Sterben, som han skrev, da han var purung. Også Sibelius’ værker fremstod ved koncerten med en varme og sanselig intensitet, trods de dystre tekster om druknedød og sorte roser.

Aftenens musikalske højdepunkter var efter Deres udsendtes mening Richard Strauss’ Morgen og Allerseelen, som David Danholt opførte med ynde – udtryksfuldt og sirligt nuanceret. I det hele taget var det som om disse afdæmpede og meditative kompositioner klingede bedre af i kirkerummet. Flere af de poetiske mesterværker fik til tider en tendens til at drukne i rummets lange efterklang. Alligevel formåede den formstærke sanger med sine fortolkninger og talentfulde teknik at skabe en grad af intensitet, så man glemte både tid og sted. Måske var det slet ikke i Ribe, vi var til koncert – snarere en historisk café midt i Wien?

David Danholt er en komet. Sangeren har allerede afsat dybe spor i udlandet og herhjemme. Det er ikke første gang, han gæster Ribe. Dels optrådte Danholt i Sct. Catharinæ kirke for et par år siden, dels medvirkede han som King of Uruk ved opførelsen af Gilgamesh under Rued Langgaard Festivalen i 2022. Her i 2024 har han blandt andet optrådt med et Wiener-repertoire i Canada og USA. I foromtalen til aftenens koncert stod der ”Sublim lied-koncert” – en betegnelse der måske snarere havde karakter af en underdrivelse end det modsatte. Jo vidst – vi fik et ekstranummer, men David Danholt – gerne i selskab med pianisten Charlotte Thanning – skal være hjertelig velkommen i Ribe igen.