Tekst & Collage: Johnny Tauman
20. maj 2021

Tag hele familien med på eventyr, når Børneulykkesfonden holder Rasmus Klump-skattejagt fra d. 31. maj til d. 6. juni i Ribe.

Vi kender ham alle. Den søde bjørn i røde bukser med hvide prikker, der elsker pandekager og rejser jorden rundt med sine venner. Det er selvfølgelig Rasmus Klump, og nu er han klar med nye eventyr. Fra d. 31. maj til d. 6. juni er det nemlig muligt at tage på Rasmus Klump-skattejagt i Ribe.

Sjov aktivitet for hele familien

Hele familien kan sammen tage af sted på eventyr og finde de skjulte Rasmus Klump-skatteposter, ved at følge et digitalt skattekort, når det passer bedst i løbet af uge 22. Posterne optræder i form af Rasmus Klump-tegninger og er fordelt rundt omkring i Ribe, og nu er det op til deltagerne at finde dem.
Inden skattejagten modtager alle deltagere en opvarmningsvideo, et klistermærke til at sætte på maven, et afkrydsningsskema, en flot medalje samt et diplom, til når skattejagten er klaret.

Vælg mellem Refleks-vest og T-shirt ved tilmelding

Derudover er det ved tilmelding muligt at vælge mellem en Rasmus Klump-refleksvest eller en polkaprikket T-shirt. Formålet med skattejagten er at samle familien om en sjov aktivitet i en tid, hvor familieevents og arrangementer fortsat er aflyst.

Glade for opbakningen

”Ligesom mange andre arrangører har vi i Børneulykkesfonden også været nødsaget til at udskyde og aflyse mange af vores arrangementer grundet covid-19. Det betyder, at vi ikke kan holde Centimeter Maraton som vi plejer, og derfor har vi igangsat dette initiativ i stedet, som passer til den situation, vi står i lige nu. Det er vigtigt, at vi stadig har noget at samles om, selvom det er hver for sig,” fortæller Henriette Madsen, generalsekretær hos Børneulykkesfonden.
”Vi er glade for, at Rasmus Klump kan være med til at bakke op om et godt formål, og at mange børnefamilier kan komme på eventyr. Vi ved, Rasmus Klump er elsket af børn og godkendt af mor og far, og derfor spiller en stor rolle i mange børnefamilie,” siger Marianne Greve Jacobsen fra Rasmus Klump Licensing i Tivoli.

En skattejagt, der støtter gode formål

Når du og dit barn deltager i skattejagten med Rasmus Klump, støtter I Børneulykkesfondens forebyggende arbejde. Børneulykkesfonden arbejder for at forebygge børneulykker i Danmark uden at gå på kompromis med børnenes leg, kreativitet og fysiske udfoldelse.

I støtter også Børneulykkesfondens Legehelte, som arbejder for at skabe mere aktiv leg og bevægelse for de 60.000 børn mellem 1-14 år, der hvert år indlægges i Danmark. Læs mere på www.legeheltene.dk

Samarbejdspartnere

Skattejagt med Rasmus Klump afholdes af Børneulykkesfonden i samarbejde med:
Ribe Handel,
Tivoli,
Continental Dæk og
Shell.

Du kan læse mere om skattejagten i vedhæftede pdf.

Prisen for deltagelse er hhv. 100 kr. (vest)  og 120 kr. (T-shirt) + porto pr. barn at deltage.

Tag pa skattejagt med Rasmus Klump i Ribe