Tekst og Foto: Johnny Tauman
16. februar 2018
Rykindribe-RETROEN: Fra byggemarked til sublime boliger – Danielsens Tømmerhandel blev flot bygningskompleks!
Det er længe før ”jem & fix”, Bauhaus og alle de andre byggemarkeder.
Vi er tilbage i 60´erne, hvor private og håndværkere hentede deres byggematerialer hos Ribe Stampemølle eller hos Danielsens Tømmerhandel.
En kæmpe virksomhed i datidens målestok
I denne beretning ser vi lidt nærmere på Danielsens Tømmerhandel – en kæmpe virksomhed på en grund afgrænset af Nygade, Smedegade, Skovgade og Albert Skeelsgade Gråbrødre Torv – og ja, så var der såmen også opmagasinering på den anden side af Skovgade.
Høj personlig betjening
Den personlige betjening havde højeste prioritet, når man trådte ind i det lille kontor – ikke meget større end en udestue – placeret lige inden for den rødmalede – enorme – trælåge. På hjørnet Nygade / Albert Skeelsgade stod der to røde telefonbokse.
Danielsens Tømmerhandel var leveringsdygtig i alle byggematerialer – fra træ, mursten, tagsten, cement til fliser og kakler.
Danielsens Tømmerhandel 1903 – 1990
Danielsens Tømmerhandel blev lukket i 1990 efter en uafbrudt eksistens siden 1903.
Der var tidligere indtil 1972 en trævareafdeling (trælast) – en slags filial – på adressen Seminarievej 2, hvor Ribe Brandvæsen rykkede ind, da brandstationen i Saltgade var blevet for lille (her blev de blot i 5 år, hvorefter området blev udlagt til parkering).
Daniel var trist over lukningen
Med lukningen udtalte ejer Daniel Danielsen: ”Det er vældig trist. Min far, mine søskende og jeg er født her!!” Tømmerhandelen i Nygade og en afdeling i Ø. Vedsted blev solgt til Ribe Stampemølle.
Bølgerne gik højt i Ribe
I den efterfølgende periode var der vældige diskussioner om den tomme grund – det fyldte meget i dagspressen og borgerne imellem – og ”bølgerne gik højt!” En overgang var et bowlingcenter på banen som mulighed.
Omkring 1. februar 1999 var nedrivningen i fuld gang – og mulighederne var mange!
Resultatet blev flot boligkompleks
Det sluttede med, at hele området blev omdannet til sublime lejligheder med parkeringskælder. Bygningskomplekset blev på fornemste vis tilpasset området, som også havde ”mistet” den lokale Shell-station.