Tekst: Johnny Tauman    Foto: Privat
14. september 2022

Mange steder inviteres der til Åbent Landbrug på søndag – og der bliver masser at se på. Hvis du har lyst til at høre mere, så slå et smut forbi Ribe Kjærgård, hvor Landbruget drives af en driftsleder, en faglært og en elev.

Leverer til Ribe Biogas

Skolens landbrug består af en malkekvægsbesætning med 170 årskøer og opdræt af racen Sortbroget Dansk Malkerace. Køernes gylle leverer vi til Ribe Biogas, hvor det bliver omdannet til energi. Sidste år leverede vi 2525 ton gylle til biogas.

Forskellige afgrøder

Til landbruget hører der 115 hektar, hvor vi dyrker majs til ensilage, græs til slæt og diverse kornafgrøder til modenhed.

Staldpraktik

Landbruget bliver drevet som et “almindeligt” landbrug – dog med den forskel, at alle skolens grundforløbselever skal i staldpraktik i løbet af deres skoleophold. Desuden bliver landbruget brugt til folkeskoleelever, som kommer på skolen i brobygning og inspirationsforløb. I øvrigt bruges en del af landbrugets data til undervisningsbrug til det øvrige skoleforløb.