Tekst & Foto: Johnny Tauman
31. december 2024
Nogle år efter orkanen i 1999 mødte Kirsten Dons Christensen på en indkøbstur til Kvickly brandinspektørerne Lars Nielsen og Kjeld Tauman, som søgte frivillige til Beredskabet.
– Jeg ville gerne være med til at gøre en forskel, fortæller Kirsten, da RYK IND RIBE møder hende i sit hjem i Klostergade.
Hun er med i Forplejningstjenesten, som har base på Vibevej i Esbjerg og siger herom: – Vi skal løse opgaver i hele Esbjerg Kommune, men jeg husker især et par opgaver omkring Ribe.
Digebruddet
Det drejer sig først og fremmest om arbejdsvilkår under digebruddet ved Varming for et par år siden. – Her lavede vi varmt mad i Esbjerg, som blev leveret til brandfolk og andre personer, som i lang tid kæmpede med vandmasserne, og som jeg husker det, serverede vi også kaffe senere på dagen, lyder det med en vis stolthed i stemmen.
Forplejningsgruppen har også engang lavet mad til Ribe VikingeCenter ifm et marked i en kæmpe “gryde”.
Arbejdet som frivillig er ulønnet. – Vi får uniform udleveret – og bestemmer selv, hvad vi har på inden under ved forskellige opgaver – blå skjorte eller T-shirt.
I forbindelse med Nytårsparolen skal den hvide skjorte findes frem, lyder det med et smil fra Kirsten Dons Christensen.
Hun gør opmærksom på, at de frivillige hvert år skal deltage i obligatoriske kurser i Første Hjælp.
Godt 90 frivillige
Det er frivilligkoordinator Kristian Baggesgaard, der har ansvaret for de godt 90 frivillige, der er på kontrakt med Sydvestjysk Brandvæsen.
RYK IND RIBE talte desuden med områdeleder Lenni Schmidt, som oplyste, at Lars Lyngsø og Erling Jacobsen sammen med Kirsten Dons Christensen kan fejre 20 års ansættelse i SVJ i det, der egentlig startede som et Stormflodsberedskab.
Erling Jacobsen er med i Stabstjenesten, der primært løser opgaver på stationen i Esbjerg under fx storme og ekstreme højvande. – Vi håndterer bl.a. opkald fra politi og borgere – og hjælper til med at få udrykningskøretøjer klargjort og sendt afsted.
Lars Lyngsø er tilknyttet Klimatjenesten, men løser også opgaver i forbindelse med redningsbåden hjemmehørende i Ribe.
Klar til Nytårsparolen
Forplejningstjenesten kan også blive aktiveret, såfremt en brandslukning viser sig at blive langstrakt. – Så må vi eksempelvis sidst på dagen sørge for, at der kommer aftensmad ud til brandfolkene, siger Kirsten i en afsluttende kommentar.
Den hvide skjorte er vasket og skal lige stryges, inden Nytårsparolen på fredag.