Tekst & Foto: Johnny Tauman
8. august 2021

Kirkegårdene er under forandring. Mange oplever, at gravpladser nedlægges, og flere ønsker at benytte urnepladser frem for et gravsted. Det betyder, at graverne får mulighed for at tænke anderledes og prioritere biodiversiteten ved at danne små hyggelige rum.

På landet sker denne udvikling i forskellig hastighed. RYK IND RIBE har haft Ove Detlevsen rundt ved kirkerne med sin drone – første stop er Roager Kirke.

Gange er udlagt med græs

Graver Keld Andersen fortæller, at han har lagt nogle gange ud med græs: – Det giver en god oplevelse for de pårørende med ro frem for en knasende grusbelagt sti. Han siger videre, at der både er nedlagt en række gravsteder, men også oprettet nye på kirkegården, som ligger placeret rundt om kirken.

– Roager Kirkegård har placeret græsplænen med mulighed for urne og plade til venstre for hovedindgangen, siger Keld og præciserer, at der er mange år siden, at han har mødt begrebet: den ukendte. Men disse urner findes også i græsplænen.

På årsplan er der tale om 7-9 begravelser / bisættelser om året i Roager.