Tekst og foto Hasse Jørgensen, torsdag den 6. september
Det startede med flere opgaver både lokalt og fra hele landet. Det betød behov for flere kræfter i form af flere ansatte. Det igen medførte behov for mere plads og større lokaler.
Summa summarum er designerfirmaet Kirk & Kløgt rykket fra lokalerne i Ribes gamle vandtårn i Dagmarsgade til huset Saltgade 17, hvor tidligere Ribe Jernindustris portner havde til huse.
Her arbejder nu de to indehavere, Kirstina Kirk og Søren Christensen side om side med de to nye medarbejdere Ditte Huitfeldt og Mikkel Ugelvig.
Og der er nok at tage fat på.
Firmaet arbejder med en lang række opgaver indenfor design som fremstilling af materialer til markedsføring, design af bøger og tidsskrifter, firmanavne, produktnavne, udstillingsdesign, årsregnskaber, designmanualer, e-mail markedsføring, onlinekampagner, PowerPoint-design og undervisning, events, samt tekstforfatning og meget mere.
Vi er styrket ikke alene på print-opgaverne, men i særdeleshed også på online-delen, både med sociale medier og digitalmarkedsføring. – Og til de opgaver, vi ikke selv kan klare, har vi et godt netværk af specialister, som vi kan trække på, forklarer Kristina Kirk.
Lige nu fylder magasinet Skinews meget i hverdagen, da det også omfatter en testcamp, på ski i Østrig i november, hvor der er plads til 420 deltagere, og hvor de 310 billetter allerede er solgt. – Og der plejer at blive udsolgt, forklarer Kristina Kirk, der også fortæller:
– Med hensyn til opgaverne har vi ikke haft tid til markedsføring, men vi er så heldige, at opgaverne kommer via mund til mund-metoden. Vi har rigtig mange lokale opgaver, og vi får også mange opgaver på landsplan. Bl.a. arbejder vi for tre landsdækkende firmaer, og den vekselvirkning mellem det lokale og det landsdækkende er vi rigtig glade for.
Med hensyn til flytningen er både ejere og ansatte rigtig glade for de nye lokaler, der som bekendt ligger centralt med gode parkeringsmuligheder.
– Og så er det et spændende område, som vi godt kunne tænke os at blive en del af, også når de nye planer realiseres. Der er et par spændende bygninger på stedet, som vi godt kunne se os selv i, siger Kristina Kirk.
Fakta
Ditte Huitfeldt er uddannet på Skolen for Visuel Kommunikation og bor i Esbjerg, hvor hun har været selvstændig. Hun har ti års erfaring som grafisk designer, og om årsagen til, at hun tog jobbet hos Kirk & Kløgt siger hun selv, at det skyldes de mange, spændende opgaver, firmaet arbejder med.
Mikkel Ugelvig er uddannet grafisk designer fra Aarhus og er online markedsføringsspecialist inden for livsstil. Har senest været et smut i Hong Kong, hvor han arbejdede for en modewebshop inden turen gik til Ribe, hvor han også bor. Han er født og opvokset i Ribe.










































































