Tekst & Foto: Johnny Tauman
30. maj 2021

Kim fra Gørding elsker sit job – og har et fortrinligt samarbejde med sin makker, som skal sørge for, at der hele tiden kan påfyldes ny maling med en temperatur på 200 grader.

200 grader varm maling hældes på “streg-maskinen”

– Arbejdet med at male den brede kantlinje på Bjerrumvej har givet en masse udfordringer, siger en storsmilende Kim, da RYK IND RIBE fangede ham i en kort pause. – Vejen er meget ujævn, hældningen er ikke konstant – og så svinger den lidt fra side til side, siger Kim, der også har lagt mærke til den grovkornede asfalt. – Det betyder, at jeg konstant skal justere og fastholde retningen.

Maskinen skal tjekkes med jævne mellemrum

Da vi sammen kikker på den sidste strækning, der er nymalet, ser det nu ikke så ringe ud – for at bruge et vestjysk terminologi. – Jeg håber på, at vi kan nå ind til Ringvejen fredag eftermiddag – og så begynde turen tilbage mod diget.

Parkering – og pladsforhold på 2-minus-1 vej

Kim arbejder for firmaet Danmarkering, der har hovedsæde i Gørding. Han fortæller, at der er 8 team / hold, som arbejder over det meste af Danmark. – Således har vi været en del i Sønderborg, siger han, og gør samtidig opmærksom på, at der er ledige stillinger i firmaet. – Det er en pragtfuld arbejdsplads, hvor man får masser af luft og skal holde ”tungen lige i munden” – en stiplet kantlinje skal jo ikke have “promille-udsving”.

Skiltningen er på plads

Vejmand Knud Erik Lauridsen blev fredag færdig med opsætning af skilte på Bjerrumvej – fra hovedvejen til Kammerslusen, så nu kan ingen være i tvivl om, hvad de forskellige strækninger har af hastighedsbegrænsninger – 50 km/t og 60 km/t – samt at vejbanen på 2-minus-1 vejen er indsnævret – og der kan forekomme krydsende cyklister nær Ringvejen.