Tekst & Foto: Johnny Tauman
4. marts 2021

Første del af tre

– Dagmarsåen var en sand perle og univers for børnene i Ribe, der fra broen eller familiernes robåde kunne fiske, lyder det fra Kim Lauridsen, da han sammen med RYK IND RIBE betragter Mølledammen. Alene det sidste begreb irriterer Kim, der i mange år boede sammen med sin familie i den kæmpestore ejendom på adressen Kurveholmen 12.

– Vi havde en fantastisk barndom på Kurveholmen, lyder det fra Kim Lauridsen

Der var masser af fisk

– Dengang hed området for mig blot Dagmarsåen – og den havde masser af liv både over og under vandoverfladen, forklarer Kim, der har fanget rigtig mange skaller, brasner, aborrer og gedder.
Området var desuden hjemsted for mange fugle, ænder og svaner.- Vi nød at have mulighed for at sejle i egen robåd, der lå forankret lige over for vores hjem, husker Kim med glæde tilbage på.

Opsyn og rengøring

Da Kim blev lidt ældre tjente han ofte et par kroner ved at passe og rengøre udlejningsbådene og vandcyklerne, som lå fortøjret neden for iskiosken langs det blanke vand. – Her brugte jeg rigtig mange timer, lyder det med begejstring i stemmen.
Området ved Dagmarsåen var besøgt af familier, som havde madkurven med – jo der var folkeliv for alle pengene i og ved anlægget.

Et historisk tilbageblik

Selvom Kim først flyttede ind på Kurveholmen 12 i 1959, så bringes her en række sort/hvide fotos, som viser udviklingen af området – herunder mulighederne for at sejle såvel på Ribe Østerå og helt frem til Frislusen. Desuden kan Kurveholmen 12 med veranda iagttages.

Kom i gang med grødeskæringen

– Men som åen ser ud i dag – med masser af grøde og anden bevoksning midt i åen, er det nok så som så med at ro en tur, lyder det trist fra Kim, der har følgende budskab: – Uanset hvem der står for grødeskæring og oprensning, så er der bare med at få fingeren ud og komme i gang.

Der er NU, siger ripenseren, der har boet og arbejdet ved Dagmarsåen – som i dag omtales med begrebet: Mølledammen

Korte ophold i byen og Ø. Vedsted

Kim kom til verden i 1957 på fødeafdelingen på Ribe Sygehus – som søn af murermester Knud Lauridsen og hustruen Birtha. I for vejen havde familien datteren Eva. De boede i en kort periode i en lille lejlighed på hjørnet af Korsbrødregade og Slotsgade, men savnede plads. Derfor byggede Knud selvfølgelig et hus til familien i Ø. Vedsted. – Jeg har fået fortalt, at det skete allerede efter ½ år, men min mor kunne ikke finde sig til rette derude på landet – den gang var der jo hverken fortov eller cykelsti til byen.

Det blev til 20 år

Da Kim var omkring 1 år gammel flyttede familien så til Kurveholmen 12, hvor de boede de næste godt 20 år. Det var et kæmpe hus med masser af plads på både stueplan og første sal. – Vi lejede værelser ud på første sal i begyndelsen, men senere så overtog vi det hele selv, fortæller Kim, der stadig husker sit værelse med udsigt til Klosterhaven. Eva og Kim rykkede på første sal i 8 års alderen.

Gåturen til Kurveholmen gik via Stubs Allé, hvor der blev tid til at drøfte gamle dage

Huset var opført af JDP – Jacob Daugaard Peters. – Det var ikke i særlig god stand, da vi overtog det, fortæller Kim, der er klar i bedømmelsen set ud fra børneperspektiv – masser af plads til at udfolde sig på både indenfor og i en stor dejlig lukket have – ja næsten en park.

Og så var der jo heller ikke langt til legepladsen på Brorsonsvej og Katedralskolens boldplads overfor, for slet ikke at tale om den oplyste skøjtebane, der blev besøgt i de iskolde vintermåneder.

Kim er glad for, at verandaen blev renoveret af sin far.

Verandaen blev reddet

Når det så er sagt, så havde huset vel det, man kalder en øjebæ. En stor forfalden lukket veranda med altan ud mod Kurveholmen. – Min far ønskede på et tidspunkt at fjerne verandaen helt og holdent, da den var i en meget dårlig stand og det ville koste betragteligt at sætte den i stand, fortæller Kim, men Ribe Kommune gav afslag på ansøgningen.
Murermesteren blev stædig – og lod verandaen forfalde endnu mere over de næste par år, men så fik hustruen Birtha ham overtalt til en kostbar renovering.
– Så selvom min far kom til at bide i det sure æble, så blev verandaen også fremadrettet en del af det charmerende look.

Olieregning på 30.000 kr

Da familien fik en olieregning på omkring 30.000 kr for opvarmning af de 328 m2 bolig plus høj kælder, så blev det for meget for økonomien, så næste stop for familien Lauridsen blev i Sønderportsgade 20, hvor Kim fik baghuset for sig selv i 2 år.

Tre søskende tilbage

I dag er begge forældre døde – storesøster Eva bor i Århus, mens lillebror Ken bor i Ribe.

(fortsættelse følger lørdag)