Tekst: René Jørgensen foto: privat
5. januar 2025.
Kickoff på Royal Run: En festlig start i Ribe
I dag blev der skudt gang i Royal Run-aktiveringen frem mod hovedløbet den 9. juni. Omkring 200 glade løbere og gående fyldte pladsen foran Hotel Dagmar i Ribe denne formiddag. Selv den yngste deltager på blot 3 måneder i barnevogn var med til at skabe en skøn stemning.
Med distancer fra én mile til 5 og 10 km fik deltagerne røde kinder og store smil, da de vendte tilbage til startstedet. Her ventede en velfortjent forfriskning i form af frugt og vand sponsoreret af Kvickly i Ribe.
Som en ekstra overraskelse modtog alle deltagere en rygsæk indeholdende en müslibar fra Boozt. På én mile-ruten var Royal Run-depechen også med – den ikoniske stafetsymbol, der skal rundt til alle fem events op til Royal Run.
“Fantastisk at være i gang”
Danni Callesen, arrangør af eventet, udtaler:
“Det er virkelig fedt at være kommet i gang med denne aktivering. Det var fantastisk at se så mange deltagere fra både nær og fjern. Vi glæder os allerede til næste event, hvor vi kan forkæle de første 200 deltagere med goodiebags fyldt med endnu flere spændende ting.”
Frivillige og fællesskab
Ribe Motion bidrog med frivillige løbe- og gåværter, som sørgede for, at alle kom sikkert rundt på ruterne og kunne nyde turen i trygge rammer.
Næste Royal Run-event i Ribe finder sted søndag den 2. februar – så sæt kryds i kalenderen og vær med til at skabe endnu en uforglemmelig dag! Få motion på en sjov og social måde.