Tekst: René Jørgensen foto: privat
5. maj 2024.

Hos KFUM Spejderne Ribe-Hviding er der stor glæde efter, at spejdergruppen har modtaget en stor donation til udskiftning af de fleste vinduer i spejderhytten på Engvej i Ribe. Donationen er skænket af Den A.P. Møllerske Støttefond og er på 75.000 kr., som dækker køb af vinduer samt isætning og færdiggørelse.

Hytteinspektør Klaus Bruun fortæller til RYK IND RIBE, at de i flere år har talt om at få udskiftet vinduerne, da alle trærammer har været dårlige i flere år.

– Vi så, at man hos Den A.P. Møllerske Støttefond kunne søge om donationer til renovering, tænkte vi, at det måtte vi da forsøge. Som sagt, så gjort og allerede efter kort tid kom der besked fra Fonden om, at ansøgningen var godkendt, og at beløbet var til rådighed, når arbejdet var fuldført” fortæller Klaus Bruun.

Hytten er oprindeligt opført i begyndelsen af 1960’erne. Ideen til hytten blev grundlagt i 1961, og igennem de næste 3-4 år blev hytten opført hovedsageligt af frivillige kræfter, indtil der i marts 1965 kunne holdes indvielsesfest. I 1979 blev vinduerne udskiftet, og der blev isat termoruder. Nu 45 år senere er der igen isat nye vinduer i hytten. ”Det var virkelig også tiltrængt”, pointerer Klaus Bruun med et smil og fortsætter: ”For ca. 12 år siden, da der blev lagt nyt tag på hytten med udelukkende frivillige kræfter, blev tagvinduerne udskiftet. Nu hvor de øvrige vinduer også er udskiftet, fremstår hytten i virkelig fin stand.”

Spejderhytten danner rammen om KFUM Spejdernes ugentlige møder og aktiviteter, hvor ca. 60 børn fra 0. kl. til ca. 18 år under ledelse af mange frivillige ledere lærer spejderfærdigheder, leger og har nogle sjove timer sammen.

Arbejdet med de nye vinduer er udført af H. Bruun og Søn A/S, Ribe.