Tekst og foto: Renè Jørgensen (arkivfoto)
29. april 2020.
Årets Anderæs er aflyst.
KFUM Spejderne Ribe-Hviding Gruppe havde planlagt at arrangere Anderæs under Tulipanfesten i år til fordel for Tropspejdernes sommerlejr 2020 til Kandersteg i Schweiz.
– Desværre er der sket meget i Danmark og i hele verden, siden vi tog beslutning om sommerlejr i Schweiz og om at arrangere Anderæs. Vi blev alle overhalet indenom af Covid-19. Vi har besluttet at udskyde Anderæs til foråret 2021, og vi har også besluttet at udskyde sommerlejren i Schweiz til 2021. Vi kan ikke forsvare at stemme dørklokker eller at stå i gågaden eller ved varehuse for at sælge Anderæs-lodder. Desuden vil Anderæs ikke være muligt at afholde, så længe man højest må samles 10 personer, fortæller Rikke Stenger.
– Vi var rigtig langt i vores planlægning, og vi har fået eller fået lovning på rigtig mange flotte præmier. Tusind tak for det. Vi har fået stor støtte fra butikker og virksomheder i Ribe og omegn, og det er vi meget, meget glade for. Vi håber, at vi må have lov til at beholde præmierne til brug for Anderæs 2021, og at I fortsat vil støtte op om Anderæs, lyder det fra KFUM Spejderne Ribe-Hviding Gruppe.
Rikke Stenger fortæller, at de har modtaget præmier med begrænset holdbarhed eller gavekort med udløbsdato.
– Vi håber, at vores sponsorer har lyst til at forlænge gavekortene eller at ombytte eller erstatte gaverne med kort holdbarhed. Tusind tak for støtten og mange tak for forståelse for aflysning i 2020. Vi glæder os til mere normale tilstande og til at kunne afholder Anderæs i 2021 med støtte fra vores gode sponsorer, slutter Rikke Stenger henvendelsen til RYK IND RIBE.









































































