Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto Ryk Ind Ribe, tirsdag den 29. marts 2022
En kendt Ribeborger forlader snart Ribe for at tiltræde drømmejobbet i København. Det er Helle Andsbjerg, der med start i april er udpeget til direktør i organisationen Lederne Søfart. Organisationen er fagforening og A-kasse for ledere og betroede medarbejdere indenfor søfart.
Helle Andsbjerg fortæller, at hun med det samme flytter til hovedstadsområdet, og at manden, Anker Andsbjerg, senere følger med. I dag bor parret i Korsbrødregade.
– Så i flytter til København?
– Måske ikke ligefrem København. Det kunne blive Hundested eller noget lignende. Man kan jo benytte transporttiden i toget til at arbejde, og der er jo også mulighed for hjemmearbejdsdage, siger Helle Andsbjerg.
– Er det et drømmejob?
– Det er det. Det er lige mig. Men det er ind i mellem også øretævernes holdeplads.
– Og du trives i modvind?
– Der skal være modvind, før man kan lette.
Helle Andsbjerg stammer fra Blekind ved Århus. Hun blev uddannet skibsfører og kaptajn i Mærsk og har sejlet som skibsfører i både store og små skibe. Sidst i store skibe ved Mærsk.
Efter tiden til søs var Helle Andsbjerg fem år på Færøerne for Søfartsstyrelsen, og derefter oprettede hun sit eget konsulentfirma, hvor hun holdt kurser for officerer i handelsflåden. Det medførte rejser over hele verdenen.
Da Covid19 tog sit indtog, satte det en stopper for konsulentvirksomheden, og Helle Andsbjerg begyndte at fremstille sæber og andre hudprodukter, som hun solgte fra forretningen Sæbehuset på Torvet, som hun drev godt assisteret af ægtemanden Anker.









































































