Tekst og arkivfoto Hasse Jørgensen, lørdag den 18. juli 2026
Et kendt par fra Ribe, Pia og Johnnie Frederiksen, der i mange år drev Weiss Stue og privat bor i Gredstedbro, udvider nu deres forretning i Esbjerg.
Ved årsskiftet forlod de som forpagtere Weis Stue i Ribe for at overtage en meget kendt restauration i Esbjerg, Spisestuen, og nu har de indgået en aftale om at træde ind i en lige så legendarisk restauration i Esbjerg, nemlig Hos Ingeborg. Her starter de den 4. august.
Der har været restauration på stedet i Esbjerg siden 1895, og siden 1910 har stede været drevet som Hos Ingeborg.
Stedet er kendt for sin gode, danske mad og hygge og atmosfære, og det har i flere omgange været drevet af Ribe-borgere. I mange år var det Ruth Iversen, der var gift med nu afdøde vognmand Niels Iversen, som var indehaver, og hun ansatte Tove og Folmer Hausted, Ribe, der kom fra restaurationen Stenbohus i Ribe. De var hos Hos Ingeborg i ni måneder. Da Hasse Tranholm ville sælge Sælhunden på Skibbroen i Ribe købte Tove og Folmer Hausted Sælhunden, hvorefter karrieren i Esbjerg Stoppede.
I 2023 blev Hos Ingeborg kåret som byens bedste restauration i Esbjerg, og den nuværende indehaver, Jan Sinnbeck, har bebudet, at han stopper på grund af helbredet og alderen.
Johnnie Frederiksen fortæller, at de fortsat vil drive Spisestuen i Esbjerg, og at det fremover primært vil være Pia, der er på Hos Ingeborg, mens Johnnie primært vil være på spisestuen.
Parret drev Weiss Stue som forpagtere i ni år.








































































