Tekst og foto Hasse Jørgensen, onsdag den 25. oktober 2023
Den kendte restauration Kammerslusen er kommet ind i smult vande efter nogle stormfulde år.
Restaurationen har i år eksisteret i 100 år på den lokation, Kammerslusen i dag har.
For 100 år siden blev den flyttet til en placering ved slusen fra Yder Bjerrum. Der var tale om et træhus, der blev totalt ødelagt ved en eksplosionsagtig brand i oktober 1988. Branden medførte bygningen af den nuværende restauration Kammerslusen, der blev moderniseret da Michael Nørgaard, Nørgaard Anlæg, overtog ejendommen i 2010.
Bl.a. blev den lejlighed, der var på 1. sal, bygget om til suiter og værelser, som i dag udlejes til gæster, og seneste nyskabelse er autocamperpladsen, der har åbent i sommermånederne.
De første år efter Michael Nørgaards overtagelse var der fire forpagtere på stedet, og den 1. oktober 2019 overtog Tinne Rieck og Niels Toft forpagtningen. Siden har stedet genvundet sit ry som et virkeligt godt spisested og et sted, hvor der holdes gode fester.
Da Gerda og Martin Bruun og senere Antonio Alvarez drev restauration Kammerslusen var stedet først vidt berømt bl.a. for sine stegte ål og senere søndage med sønderjysk kaffebord.
– Vi har specialiseret os i og koncentrerer os om a la carte, fester, udlejning af værelser og autocamperpladsen. Og vi kan glæde os over, at folk kommer lang vejs fra for at besøge hos, siger Niels Toft, der ikke kender den nøjagtige dato for 100-års jubilæet.
– Jeg har fået at vide, at flytningen af restaurationen skete i forbindelse med udretning af Ribe Å, men den nøjagtige dato kender jeg ikke.
– Derfor har vi valgt at fejre jubilæet med vores fine stjerneskud til en pris af 100 kroner i hele uge 46 men kun til frokost, og bordbestilling er nødvendig, siger Niels Toft, der kan glæde sig over, at der allerede er rigtig mange bestillinger på tilbuddet.

Restauration Kammerslusen har en unik placering ved å og hav