Tekst: Renè Jørgensen, pressefoto
13. juli 2023.

Kendt lokal kunster står bag festivalplakat

Det er en kendt lokal billedkunstner, Lars Bollerslev, som i år har skabt plakaten til dette års jazzfestival i Ribe, der foregår den 27. – 30. juli. En speciel musikalsk oplevelse med en jazzkoncert i Ribe har været den direkte inspiration i arbejdet med plakaten, fortæller han.

”Det var en jamsession med forskellige musikere på scenen, som spillede, så jeg virkelig mærkede glæden ved musik, hvordan den berigede mig og satte sig i kroppen som en meget stærk følelsesmæssig oplevelse. Det er hele den stemning og oplevelse fra den koncert, jeg har forsøgt at indfange og gengive på plakaten, hvor musikken er sat i centrum. Jeg vil næsten tro, at musikere, som spillede den aften, kan genkende sig selv i de personer, som er afbildet på plakaten. Også hvad angår farvevalget har min intention været at formidle den rette stemning til gode musikoplevelser, som jeg er sikker på at festivalen vil byde på. Selv har jeg haft mange gode oplevelser med Ribe Jazzfestival gennem årene”, fortæller Lars Bollerslev

Listen over steder, hvor Lars Bollerslev har udstillet, er lang, og han er kendt for at være Marsken og Vadehavets maler, som er optaget af vejrets skiften og dets indvirkning på naturens farveklang. Både de tunge efterårsfarver og sommerens generøse og poetiske farvepragt. Især er han kendt for sine mange malerier af Marskmandhuset. Et motiv han har dyrket i adskillige år og stadig er optaget af.

Plakaten kan købes under festivalen i informationsteltet ved scenen på domkirkepladsen. Maleriet, som danner forlæg for plakaten, har Lars Bollerslev doneret til foreningen Jazzin’Ribe, som står bag festivalen. Er man interesseret i at erhverve det flotte maleri og dermed støtte jazzfestivalen, bliver der holdt auktion over det søndag den 30. juli kl. 13.45. Det sker som optakt til afslutningskoncerten på den store scene ved domkirken.

På hjemmesiden www.ribejazz.dk kan man se en oversigt over festivalens musikprogram med præsentation og omtale af de bands, som optræder. Her kan man også købe billetter til de koncerter, der har en fast entrépris.