Tekst og foto Hasse Jørgensen,
Hvem skal arve dig, når du en gang er væk? Hvem kan arve, og hvor meget bestemmer du selv over din arv? Kan du testamentere til hvem du vil? Hvem skal bestemme over dine ting, hvis du på grund af ulykke eller sygdom ikke selv er i stand til det? Hvordan kommer du fra denne verden på den måde, du helst vil?
Det er spørgsmål, som advokaterne Rikke Rohrsted og Cecilie Ulsøe, advokatfirmaet Rohrsted og Ulsøe, samt bedemand Betty Jensen, HB Begravelser, vil besvare på et gå hjem-møde torsdag den 18. september klokken 17 på advokatkontoret Tømmergangen 7.
– Det er længe siden, vi har holdt oplæg om testamenter, arv og fremtidsfuldmagter, og vi føler, at tiden er inde til at gøre det. Der holdes mange møder og gives mange informationer om emnerne arv, testamente, fremtidsfuldmagter og begravelser, og vi vil gerne give den fagligt korrekte information. Derfor har vi også inviteret bedemand Betty Jensen med, forklarer advokat Rikke Rohrsted.
Cecilie Ulsøe har holdt flere foredrag i forskellige foreninger netop om dette emne, og både hun og Rikke Rohrsted fortæller, at aftenen kommer til at dreje sig om, arveloven, arv generelt og hvem der kan have behov for at oprette et testamente.
De to advokater vil også sætte fokus på fremtidsfuldmagter. De vil udbrede kendskabet til fremtidsfuldmagter og forklare, hvad det er, hvordan man opretter det og hvilke muligheder, man har.
Fremtidsfuldmagter betyder, at man selv kan bestemme, hvem der skal tage beslutninger for en, hvis ikke man selv kan på grund af ulykke eller sygdom. Med en fremtidsfuldmagt undgår man, at en værge skal udpeges af Familieretshuset, og det kan være en både besværlig og langsommelig proces. Ofte er det pårørende, der skal indstille til Familieretshuset om, hvem der skal være værge, og det kan være en svær beslutning.
Med hensyn til begravelser kan man oprette ”min sidste vilje” og dermed tilrettelægge sin egen begravelse og hvordan man gerne vil fra denne verden.
– Det er noget, bedemanden kommer ind på, og i det hele taget gælder både talen om testamente, fremtidsfuldmagter og min sidste vilje om at lette nogle beslutninger for pårørende og efterkommere, lyder det samstemmende fra Rikke Rohrsted og Cecilie Ulsøe.
De understreger, at temaet for mødet er: hvad kan man selv gøre og hjælpe sine pårørende med, mens man er i livet.
– Spørgsmålet om testamenter er vel også blevet mere og mere aktuelt efterhånden som der kommer flere og flere sammenbragte familier med mine børn, dine børn og vores børn?
– Spørgsmålet om testamente kan være nødvendig at tage op, fordi arveloven ikke altid virker automatisk. Nogle kan ønske, at nogle arvinger skal tilgodeses mere end andre, nogle vil måske gerne springe en hel generation over, og hvis ikke, der er arvinger, hvad så? Spørger Rikke Rohrsted.
Og Cecillie Ulsøe føjer til: – Vi har før set pæne avesummer på op mod en million kroner eller mere blive delt ud i meget små portioner, måske 1/100, fordi der ikke er direkte arvinger. Og så bliver der ikke meget til den enkelte.
Begge advokat peger på, at de på mødet vil give generelle oplysninger og selvfølgelig svare på spørgsmål, men er der mødedeltagere, der af personlige årsager ikke ønsker at lufte deres problemer for en større forsamling, lægger mødet også op til, at man kan kontakte advokaterne senere.
– Efter mødet er deltagerne velkommende til efterfølgende at kontakte os for en kort samtale, hvor de mere specifikt kan fremlægge deres problemer, og hvor vi kan rådgive dem, uden at taxameteret straks starter, slår de to advokater fast.
Da der er begrænset plads til arrangementet, skal interesserede henvende sig til kontoret senest den 16. september på telefon 75422300 eller mail advokat@rohrsted.dk for en tilmelding.