Tekst og arkivfoto Hasse Jørgensen, mandag den 22. september 2025

Efter mere end 20 år i butikken Mr. & Fröken Ribe har Keld Vestergaard besluttet at forfølge en gammel drøm og prøve kræfter som ejendomsmægler på deltid mandag, onsdag og fredag.

– Jeg har truffet beslutningen om at forfølge en langvarig og spirende drøm om at arbejde som ejendomsmægler på deltid. Det betyder dog ikke, at jeg stopper permanent med at være en del af Mr. & Fröken Ribe, fortællere Keld Vestergaard.

Butikken har i mere end to årtier været et sted, hvor kunderne kan føle sig hjemme og få kompetent vejledning om deres indkøb. Keld Vestergaard understreger, at butikken fortsat vil være i trygge hænder: – Jeg er stolt af alt det, vi har skabt sammen, og glæder mig over, at Rene, Tina og Oliver nu træder tydeligere frem i hverdagen, så kontinuiteten er sikret. Jeg har fuld tiltro til, at mit fantastiske personale kan videreføre butikken og samtidig udvikle den. De gør et kanongodt stykke arbejde, og jeg er meget beæret over, at de er en del af vores team.

Samtidig ser Keld Vestergaard frem til at udforske en passion i en ny branche:

– For mig er det ikke et fravalg af butikken men et tilvalg af nye udfordringer, og jeg glæder mig til fortsat at være en del af begge verdener. Jeg glæder mig også meget til at komme rigtigt i gang hos Home Ribe og til samarbejdet med Jesper Johansen og mine nye kollegaer, siger Keld Vestergaard.

Keld Vestergaard til træder hos Home den 1. oktober.

– Jeg har de sidste ti år gået med en drøm om at prøve ejendomsmæglerbranchen af. Jeg har altid godt kunne lide at tale med kunder, og det kommer jeg også til hos Home.

Men der er jo en forskel på at sælge tøj og huse. Der er jo en masse jura og specialviden om ejendomssalg?

– Det er der, og det skal jeg nok blive sat ind i af mine kolleger. Jesper fra Home har indvilget i at prøve det af, og så må vi se, hvad der sker.

Keld Vestergaard fortæller, at det er tre medarbejdere, der kender butikkerne indefra, der nu kommer til at stå i front, men Keld bevarer indtil videre ejerskabet.

– Det bliver sådan, at hvis der er behov, vil jeg være i butikken tre dage om ugen, og er der nogle, der vil have skræddersyet tøj, eller firmaer der vil lave aftaler, aftaler vi bare en tid, hvor vi kan mødes, fortæller Keld Vestergaard.

De tre, der nu skal stå i front, er Oliver, Rene og Tina. Oliver er uddannet i butikken og før sommeren hentet hjem igen fra Esbjerg. Rene kom til i 2021, og Tina har været med lige siden Raahauges tid.