Tekst og foto Hasse Jørgensen. Onsdag den 21. november

Indehaveren af Frøken og Mr. i Ribe, Keld Vestergaard, går i dag rundt med en ringfinger på højre hånd, der er sat sammen med en metalplade.

Sagen er, at Keld Vestergaard brækkende fingeren, da han tirsdag foretog en civil anholdelse af et par butikstyve på henholdsvis 62 og 61 år.

Tyvene blev anholdt, da de kom ud af Sportsmaster i gågaden.

– Jeg havde lagt mærke til parret inde i Frøken og Mr., og jeg syntes, der var noget mærkeligt ved dem. Jeg scannede vores overvågningskamera og kunne se, at de havde stjålet i butikken.

– Jeg ledte efter dem i gågaden og fandt dem hos Sportsmaster. Her ventede jeg udenfor og foretog en civil anholdelse. Heldigvis kom pigerne fra Tip Top og personale fra Wagner samt en tømrer til, som hjalp mig, ligesom politiet hurtigt var til stede og tog over, fortæller Keld Vestergaard, der er utrolig glad for den hjælp, han fik.

– Det er dejligt, at nogen vil hjælpe i sådan en situation, siger Keld

Der var tale om en 62-årig mand og en 61-årig kvinde, og kvinden er løsladt efter afhøring, da hun ifølge politiet ikke havde noget direkte med butikstyveriet at gøre, mens manden i skrivende stund stadig er i politiets varetægt. Parret havde stjålet for 1600 kroner i Mr. Og Frøen og for 1700 kroner i Sportsmaster.

At det formentligt ikke er første gang, manden har stjålet i butikker ses af, at han i lommen havde en magnet, der neutraliserer forretningernes tyverialarmer.

– Og nu går jeg her med en hånd, der er sat sammen. Det er meget ubelejliget. Vi har Black Friday lige om lidt, jeg skal pakke gaver ind, og i det hele taget er det noget bøvlet i den her branche at have den ene hånd opereret. Desuden er jeg super træt, men jeg må jo se at klare det, lyder det fra Keld Vestergaard.