Tekst og foto: Renè Jørgensen
14. marts 2020.

Så fik kattene på Ribelund et nyt hjem. Aftalen med Ribelund/Gartneriet om, at husene placeres ved gederne/æbletræerne er nu en realitet. De to huse er bygget af de 7 gæve pensionister, der er kendte for deres gode håndværk ud over bygrænsen – ikke mindst for deres opfindelse af fortællergyngen på den nye kirkegård på Tangevej.

Arkitekten Niels Pinborg, snedkeren Jørn Nissen, tømrerne Helge Bruun og Henning Jespersen, murer Egon Sørensen, VVS` Hans Peter Jepsen og smeden Thomas Jacobsen har udført arbejdet på området ved Ribelund efter en henvendelse fra Maria Munck Hansen.

Arkitekten Niels Pinborg får lige drøftet projektet med, fra venstre Vibeke Larsen og Maria Munck Hansen.

– Vi er kun glade for at hjælpe andre. Her kommer det kattene til gode, og det er bare fint, fortæller Niels Pinborg, hvis ”streg” er blevet kendt ud over bygrænsen. Niels Pinborg har endog fået en henvendelse helt fra Lolland.

Sydhavsøernes SOS, som også fanger katte ind og får dem neutraliseret, har i forbindelse med sit genudsættelsesprojekt spurgt om lov til at få og bruge tegningerne. Det gav den flinke arkitekt lov til.

Lørdag var kattenes venner, der står bag projektet på Ribelund, samlet for at betragte de flotte huse til kattene.

Pia Christensen, Vibeke Larsen og Maria Munck Hansen fejrede husene med kaffe, kage og kransekage. Blandt de fremmødte var der flere af de 7 gæve pensionister, der stod bag arbejdet.
Kommentarerne fra nogle forbipasserende var ikke til at tage fejl af:  godt håndværk”.
En enkelt kat betragtede folkene, dog på afstand, omkring kattenes nye boliger med en nysgerrighed, og de tre initiativtagere kunne da også fortælle, at husene var taget i brug og fodringsskålene var blevet fyldt op igen.

Kaffe og kransekage til Jørn Nissen, Henning Jespersen, Niels Pinborg og Thomas Jacobsen.

– Der er nu ti katte i området. Fire af dem mangler at blive neutraliseret, men dem skal vi nok få indfanget, fortæller Maria Munck Hansen, der også viser RYK IND RIBE, hvor der bliver opsat en plade med billeder af katte og deres navne, så forbipasserende kan følge lidt med. Det gælder ikke mindst de børn, der besøger stedet med sine forældre.

– Der kommer senere en officiel indvielsesdato, men i øjeblikket er gartneriet lukket på grund af corona-virus advarslen, og det er jo gartneriet, der står for den daglige tilsyn. Maria Munck Hansen annoncerer den officielle indvielse, når den er planlagt.