Tekst & Foto: Johnny Tauman
25. april 2023

– Det er ikke helt gået op for mig, lyder det beskedent fra Katrine Buur Knudsen fra Ribe Katedralskole, der i weekenden kvalificerede sig til den internationale Olympiade i Geografi i Bandung, der er en indonesisk by og hovedstad i provinsen Vestjava.

Katrine har været på Færøerne, men ikke i Indonesien

Til august drager den 18 årige Katrine, der er bosiddende på den sidste matrikel på Varde Hovedvej, der hører under postdistrikt Ribe, men kun er et ”stenkast” fra Gredstedbro, sammen med tre andre fra Danmark til Indonesien. – Det bliver en kæmpe oplevelse og så i et land og en verdensdel, hvor jeg aldrig har været, fortæller Katrine, der altid har interesseret sig for naturen og geografien. – Jeg har bla. været på Færøerne – det var en helt unik oplevelse, kommer det med et smil.

Sådan forløb kvalifikationen

Kvalifikationen til Olympiaden har bestået af en lang række niveauer og test, hvor antallet af deltagere hele tiden blev skåret ned. – Man kan næsten sammenligne det med X-factor, hvor det hele startede med en test på pc, hvor 1700 deltog. Senere kom de 30 bedste til en semifinale – og endelig var der så finalen i Odense, forklarer Katrine, der har været gennem alle former og tests – bla. multiple choice tests og manuelle feltøvelser.

Katrine kunne godt være en miniudgave af Greta Thunberg

Elsker at forstå naturfænomener

Selvom Katrine har haft kørekort, siden hun var 17 år – og dermed udfordrede både sin mor og far, når hun skulle køre bil med en voksen ved siden af, så tager hun gerne sin cykel ad stien til Gredstedbro Station for at tage toget til Ribe. – Og så sker det, at vi på valgholdet i geografi skal på feltarbejde og må cykle på skolens mountainbikes til Tange Bakker eller Vadehavet. Det giver viden og praksiserfaring – noget jeg skal kunne benyttes til Olympiaden, konstaterer Katrine, der som en Greta Thunberg i miniudgave elsker at erhverve viden om klimaforandringer, vind og vejr, vulkanisme, tektoniske pladers forskydninger – kort og godt alle former for naturfænomener.

Gik i Gredstedbro Skole

Det virker stadig overvældende for Katrine at blive kontaktet af pressen, men hun svarer kvikt fra sig under samtalen i Ribe Katedralskoles gamle sang- og musiklokale. – Jeg gik på Gredstedbro Skole de første 8 år – fra 0-7. klasse, hvorefter jeg skiftede til Riberhus Privatskole, forklarer Katrine, der tog 10. klasse på Skanderup Efterskole med Musik og Scenekunst.

Tilvalgsfag på C-niveau

Geografi er et tilvalgsfag. – Jeg har faget natur-geografi på C-niveau i år, fortæller Katrine og tilføjer: – Svarende til 1-2 moduler om ugen. Så det er et lille fag, som har givet mig en kæmpe gevinst. Næste år kan jeg løfte det op på B-niveau. Mine hovedfag er Musik og Engelsk – og især det sidste kommer mig til gode til august!

Følger op på Olympiaden

Tak for snakken!  RYK IND RIBE glæder sig til at følge Katrine på turen til og under Olympiaden.