Tekst og fotos Hasse Jørgensen, torsdag den 12. maj 2022

Andet- og tredje års eleverne på Ribe Katedralskole fik sig en noget anderledes undervisningsdag end normalt i dag, torsdag. De omkring 300 elever var i Ribe Fritidscenter, hvor de havde mulighed for at møde en stor del af det foreningsliv indenfor idræt, der findes i Ribe og omegn.

Bag tilbuddet stod idrætsforeningerne i Ribeområdet, Talentidrætsrådet, Esbjerg Idrætsråd, Ribe Katedralskole og Esbjerg Kommune. Det fælles initiativ skal gerne få flere til at være fysisk aktive, styrke foreningslivet og styrke fællesskab og netværk blandt de unge i Ribe.

Om det lykkes, kan kun fremtiden vise, men fakta er, at både de arrangerende foreninger og mange af de unge mennesker syntes, det var en fortrinlig ide med et sådant arrangement.

Der var da også stor aktivitet både ind og ude, og det var helt tydeligt at iagttage, at nogle af de unge mennesker var ”dus” med de forskellige aktiviteter, mens det for andre var et helt nyt bekendtskab.

Torben Meyer Andreasen, formand for Øster Vedsted Idrætsforening, var glad for arrangementet, men mener også, at det er svært at få fat i de unge: – Vi lever i en zapper kultur, hvor de unge skifter meget mellem de mange tilbud, der er. Og i den alder, vi her taler om, er det ofte sådan, at hvis Pernille vil, så vil Susanne også og omvendt.

– Men det er godt, de unge mennesker får mulighed for at stifte bekendtskab med de forskellige foreninger og aktiviteter.

Der var stor aktivitet ved bordtennisbordene