Tekst Hasse Jørgensen, torsdag den 18. november
Karsten Uno fra Gredstedbro, der stiller op for Socialdemokratiet, kan fortsat skrive regionsrådsmedlem på visitkortet.
Ved det netop overståede valg blev Karsten Uno genvalgt med 3146 stemmer. Det er en tilbagegang i antallet af personlige stemmer fra 4.294 ved valget i 2017.
Der er flere forklaringer på denne tilbagegang. Dels har det generelt dårlige valg for Socialdemokratiet også smittet af på Karsten Unos stemmetal, og dertil kommer, at Karsten Uno denne gang havde partiets spidskandidat, Mette W. Th. Hagensen, meget tættere på end den forrige spidskandidat, Poul-Erik Svendsen, der kom fra Assens. Mette Hagensen er fra Varde, og Uno og Hagensen appellerer formentligt til den samme gruppe vælgere omkring Esbjerg, hvor Karsten Uno i øvrigt led den tort at få sine valgplakater revet ned af partifæller.
Valgets store vinder blev som bekendt regionsrådsformand Stephanie Lose, Esbjerg, der stiller op for Venstre. Hun fik 147.485 personlige stemmer mod 89.583 i 2017. Stemmetallet i år er rekord i antal personlige stemmer ved et regionsrådsvalg.









































































