Tekst: Johnny Tauman Foto: Karoline Klaaby
16. februar 2025
Den lokale badmintonspiller Karoline Klaaby fortalte i april 2024, at hun var blevet optaget på det Dansk / Vietnamesiske Badminton Academy, hvor målet var en spændende personlig uddannelse / udvikling gennem et ophold fra august til januar. Som læserne sikkert erindrer, så har Karoline fået forlænget sit ophold.
RYK IND RIBE har modtaget følgende status-opdatering, som fortæller om mange nye døre, som er blevet åbnet – og Karolines ønske om et rent pigehold med ophold i Vietnam.
Hvordan går det hos dig?
– Det går virkelig godt, lyder det korte svar fra Karoline, der er begyndt at træne nedad efter, at hendes hollandske sparringspartner, Esmeralda, var taget hjem til Holland.
Karoline oplyser, at Esmeralda har været et vanvittigt vigtigt partnerskab. Hendes ydmyghed, dedikation og målrettethed til sporten har været en stor inspiration, som hun ikke har villet undvære.
– Esmeralda er en dygtig spiller med et kæmpe fightergen. På den måde har jeg været under pres, mens jeg har trænet opad, siger Karoline og fortsætter: – Forlængelsen af mit ophold har derfor været betydelig stor for min videreudvikling, idet jeg nu træner nedad i stedet for opad. Den balance er vigtig.
Netværk og viden er vokset
Forlængelsen har – ud over at videreudvikle og optimere Karolines spil til et helt andet niveau – åbnet en helt masse nye døre for hende i Danmark. – Mit netværk, min viden og forståelse osv. er virkelig vokset. Jeg har fået meget mere, end jeg havde tænkt på i første omgang, hvilket jeg er utrolig taknemmelig for, sammenfatter Karoline.
Ron og Huýnh er ikke bare professionelle trænere, der er dedikeret til at skabe dygtige atleter.
– De former ikke kun atleterne eller trænerne som sportsudøvere. De er med til at forme alle facetter omkring en person, der gør, at personen netop bliver den atlet/træner, de drømmer om, fortæller Karoline. Hun fremhæver videre: – De er to af de mest betydelige og inspirerende mennesker, jeg har mødt. De har virkelig ændret mit liv.
Det er definitionen på fremragende trænere. De tror mere på deres spillere end spilleren selv gør – og får dem til at indse, hvor langt man faktisk kan komme.
Glad for den store opbakning
– Jeg er så utrolig taknemmelig for, at der har været så mange fantastiske mennesker, der har valgt at støtte mig, siger Karoline til RYK IND RIBE på spørgsmålet om økonomien til at forlænge opholdet. Hun siger, at hun er overrasket over, hvor mange der har ville været med på hendes rejse – uanset om de har delt opslag, sendt en motiverende besked eller med et beløb.
– Det hele tæller! og jeg er tom for ord, TUSIND TAK!
– Hjælpen har betydet alt for min udvikling og mig som person, lyder det fra Karoline, der fik samlet økonomi til opholdet i den nuværende periode.
En opskrift på at skabe økonomi
Karoline vil gerne fortælle, hvordan hun håndterede opgaven med at skaffe økonomi – noget andre badmintonspillere måske kan lære af?
Hun lagde et budget og en plan for at kunne hente så megen hjælp som muligt.
– Jeg brugte lidt forskellige metoder, for jeg var ikke helt klar over, hvilken der var mest effektiv og fungerede bedst, forklarer Karoline og fortsætter: – Jeg har haft mest succes med Mobilbox. Jeg tænker, at det er skyldes, at MobilPay er nemt, hurtigt og noget folk har kendskab til.
Hun oprettede også en online reward crowdfunding profil. – Jeg tror ikke, at det er en metode, som folk kender. Derfor bliver den kun anvendt i begrænset omfang..
– Jeg vil dog ikke undlade at gøre opmærksom på, at crowdfunding fungerede. Det var nyt for mig! Sidenhen her jeg selvfølgelig lært, hvordan jeg en anden gang kan optimere metoden, og hvad jeg kan gøre anderledes.
Kreativitet og fantasi
– Der er så mange forskellige ting man kan gøre, og man kan gøre det endnu mere kreativt, end jeg har gjort, lyder det beskedent fra Karoline, der tilføjer: – Det er virkelig bare kreativiteten og fantasien, der sætter grænser. Faktisk føler jeg, at der er flere mennesker, der hepper på mig, end jeg lige går og regner med. Det har faktisk været sjovt at prøve, og jeg er sikker på, at ved at inkludere personerne ved f.eks. livestream, et løb, cookingclasses etc. , så vil der kunne opnås større succes, hvor det personlige kendskab og relationerne bliver tydelige.
Fremtidsperspektiver
– Jeg har en kæmpe kærlighed til sporten, og efter min hjemkomst til Danmark, skal hverdagen bestå af så meget badminton som muligt, siger Karoline, der satser og håber på at kunne vende tilbage til Vietnam i tre måneder til efteråret. Hun håber derfor, at hun kan finde nogle sponsorer, der tør at tro på en badmintonspiller, der skiller sig lidt ud fra den danske badminton norm.
Karoline løfter sløret for en drøm: – Jeg arbejder lige nu på at kunne få samlet en lille gruppe piger á ca. 3 spillere (mellem ca. 14-18 år), som jeg kan fungere som rejseleder for i en badmintonoplevelse i Vietnam.
Det er ikke tilfældigt, at det er en pigegruppe!
Karoline oplever nemlig, at det kun er drengegrupper, der rejser afsted. Det vil hun gøre op med og siger herom: – Det er lige så vigtigt, at vi tør sende danske piger afsted, for det er dem, der er mangel på. Jeg har i hvert fald konstateret, at jeg skulle have været rejst for nogle år siden. Når det gælder sportsudvikling, sker det hurtigere i en tidlig alder.
Kom nu bare afsted
Karoline mener i dag, at man altid kan tage en uddannelse. Men der findes en grænse for, hvornår man udvikler sine sports kompetencer mest effektivt. Derfor skal man gribe chancen, mens man er ung.
Børns skolegang fylder for meget hos mange voksne, hvilket jeg ser som en kæmpe ulempe, hvis man samtidig ønsker en kreativ og sund udvikling af børn og unge. – Jeg ventede til, jeg var færdig med gymnasiet – og det skulle jeg aldrig have gjort, konstaterer Karoline.
Hvis man er “nervøs” for at miste en uddannelse, så kan man tage skolearbejdet med Vietnam. – Vi hjælper hinanden, for sådan arbejder teams. Det gjorde Esmeralda, og det har fungeret virkelig godt. Vi har hjulpet hinanden, der hvor vi kunne.
Ikke planlagt fremtiden
Vil du forsøge at ”leve” af badminton eller har du ønsker om en uddannelse til at falde tilbage på? – Skolebænken er ikke der, jeg har den største interesse, og badminton er det jeg ånder for, siger Karoline og slutter snakken således: – Jeg tager det, som det kommer – måske jeg finder jeg på flere skøre ideer.
Tak for status!