Tekst: Renè Jørgensen Foto: pressefoto
30. maj 2022.
Karlekammer Tango – Og en hund uden bagben
Det er nogle af de sange man kan høre, hvis man lige smutter forbi Café Quedens lørdag den 11. juni 2022 kl. 10,00, hvor gruppen spiller på gaden uden for cafeen. Ganske vist er det også dagen, hvor legeparken RIPLAY indvies, men måske kunne en god kop kaffe indtages ved den hyggelige cafe, før turen går til Ribe Fritidscenter.
Det lille folk rockband, der spiller sønderjyske splatterviser og samler op fra den musik, de selv kan li´ – og finde ud af at spille, underholder med god musik og humor for gæsterne ved cafeen. Musikken kan have politiske over- og undertoner og lyde smukt, som englesang og ind imellem som Veflinge transformator-station ved juletid, fremgår det af en pressemeddelelse.
Men det er et band fra før, verden gik af lave. Det var dengang, det var vigtig at synge sange, som handlede om noget. – Noget af det, som kunne være livet om at gøre!
Jo det er spøjse musikere med rødder i det sønderjyske. De kommer fra Rødding-Ribe egnen og kan virkelig underholde- Selvfølgelig kan de det, ellers var der nok ikke nogen der gad høre et lille folkeband med 40 år på bagen.
Niels Lind, Grete Hansen, Niels Christian Charles og Bjarne Udsen udgør gruppen med det spøjse navn Strygfri – velsagtens fordi der ikke er strygere med i foretagendet.
Strygfri startede for 40 år siden med at være to, så blev de tre, for senere at blive både fire og fem. Den kendte Ribe guitarist, Mogens Gadegaard, var med i mange år, men forlod gruppen sidst i 90`erne for at hellige sig rockmusikken. Tidligere var der en guitarist mere, nemlig Hans Gath, der nu er stoppet i gruppen, i hvert fald når de skal ud at optræde.
Om sig selv og deres skavanker, siger bandet: let til luft i maven, nattepisning, tunnelsyn, gigt i spillefingeren. overdreven selvindsigt, periodisk latter- og grådlabil. Krav til spillestedet: Forstærket lumenbehov og Opskruede monitorer og God udluftning.
Strygfri har udgivet to cd´er. Deres første CD er for længst udsolgt, men den næste er kommet på gaden – HOLD VE DO!
Af egne numre kan nævnes: Æ hund uden bagbien. Karlekammer tango, der vist ikke er helt ”stueren” og Hun er dø no, Vi kjør mow og mange flere.
Lad os lige se lidt på teksten fra den første cd.
Æ hund uden bagbien handler om Otto der var den yngst af æ’ børn i æ’ flok, Han rør’ ve’ æ hegn og fik elektrochok. Æ’ hår det strit’ og æ’ tunge blev tyk Ja, det var ligefør juleawten. Kurt kom også gal af stæj’, han fik vredn’ æ’ hals af læj’ og Vill’ fang’ en rot, men glej’ i æ’ pot.
Jo der er vist lagt op til nogle muntre sange, og mon ikke der imellem numrene kommer lidt bemærkninger fra den garvede sanger ”Charles” og de øvrige medlemmer.
Kom i god tid, for det bliver sjovt.