Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto Ryk Ind Ribe, onsdag den 7. september 2022

Mens restaureringen af Karen af Mandø nærmer sig afslutningen, er man nu i gang med at prøve at finde en velegnet og varig kajplads til det gode skib.

Egentligt var det meningen, at skibet skulle have ligget ved Skibbroen, men da skibets mast ikke kan lægges ned, kan skibet ikke komme under Ringvejsbroen, og dermed er placeringen ved Skibbroen en umulighed.

Formanden for byrådets klima- og miljøudvalg, Jørgen Ahlquist (S), er af byrådsmedlem Anders Rohr Jørgensen (V) blevet bedt om at medvirke til at finde en løsning, og Anders Rohr Jørgensen har også rettet henvendelse til borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) om sagen.

Restaureringen af Karen af Mandø, der er bygget i 1924 på Esbjerg Værft, er gennemført med støtte fra en række fonde, og skibet har efterfølgende fået det højeste bevaringsklassificering, der kan nås for træskibe. Det er Ribe Træskibslaug, der har stået for restaureringen.

– Det er således en meget fornem gave, vi har fået, og det er klart, at den skal have en rigtig god placering.  Skibet skal ikke alene ligge, så det kan ses, men det skal også ligge et sted, hvor det kan bruges til det oprindelige formål, nemlig sejlads, siger Jørgen Ahlquist, der videre fortæller, at der i øjeblikket arbejdes på flere mulige løsninger uden han kan komme ind på, hvilke løsninger, der er tale om.

Karen af Mandø vil være en væsentlig del af Ribes Kulturhavn.