Tekst & Foto: Johnny Tauman
2. november 2020

Cykelstien fra Ø. Vedsted til Vadehavscentret er løbet ind i problemer – og RYK IND RIBE kan hverken få udtalelser fra formand for Teknik & Byggeudvalget Søren Lambertsen eller embedsværket ved jurist Irina Larsen. Kun beskeden om, at sagen skal drøftes politisk. Der er møde på fredag, mens sagen fremgår ikke af den udsendte dagsorden. Hvad betyder det mon?

Konflikter med et landbrug

Det handler om ekspropriationsforretningen, hvor Esbjerg Kommune mod al sund fornuft har placeret cykelstien på sydsiden af Ø. Vedstedvej og dermed kommer i konflikt med en stor landsbrugsejendom tilhørende familien Sietze.
Der har efter hvad RYK IND RIBE erfarer været flere forslag på bordet, men alt andet lige, så vil cykelstien på sydsiden komme i konflikt med det store landbrugsmaskiner og transporter, som skal til og fra ejendommen Ø. Vedstedvej 141.

Esbjerg Kommune har anført, at en placering på den modsatte side vil være umulig pga. Natura 2000 samt veje, som skal krydses. Det drejer sig om Præstevej og Yder Bjerrumvej, som har meget begrænset trafik. Er der lavet trafikmålinger? – og i givet fald hvornår?

Natura 2000 anvendt som kanin

RYK IND RIBE har spurgt Landboretskonsulent Hans Ole Kristensen fra AgriNord, som varetager kommunikationen fra familien Sietze: Hvordan oplever du snakken om Natura 2000? Er det bare en kanin, som popper op, når der ikke er andre argumenter?
Han skriver i sit svar:  I denne sammenhæng er det en kanin (efter min mening).
Men for nu at være objektiv: Hvis man ikke ser Sietzes problemer, ligger cykelstien godt på den side af landevejen – og så siger Natura 2000 reglerne, at kommunen skal undgå at lave planer i Natura 2000 områder.
Men omvendt: Hvis kommunen ser grund til at flytte cykelstien (f.eks. pga Sietzes problemer), kan kommunen begrunde, at projektet kommer ind i N 2000 og så lægge stien der. Det er noget med om udpegningsgrundlaget for området generes af anlægget, og det er stork, stor hornugle, glente og vadefugle (Området hedder Ribe Enge). Det er ikke lige sådanne fugle, vi møder på eller ved cykelstierne. Så mit svar er, at Natura 2000 er en kanin.

Hvis der er vilje

Landboretskonsulenten har i sit høringssvar klart tilkendegivet med eksempler, at cykelstien KAN placeres på nordsiden – også med respekt for Natura 2000. Ikast-Brande Kommune fik løst opgaven der.

Kommunen står fast

RYK IND RIBE har fået aktindsigt i sagen – og kan se, at det bliver svært at finde en løsning, idet Esbjerg Kommune står fast på den nuværende placering: ”Projektets trafiksikkerhedsrevision udpeger ikke trafikmæssige udfordringer ved placeringen af cykelstien på Østsiden af vejen (brev af 8. september).

Parkeringer på cykelsti

Det til trods for, at større køretøjer vil få behov for at parkere delvis på cykelstien ved landejendommen. Landmanden har desuden behov for pladsen til arbejder med traktorer og vogne, gummiged og gyllevogn.

Kan myndigheder tage fejl?

Tilbage står en oplevelse, at man var enige i forbindelse med åstedsforretningen, om at den valgte placering var uhensigtsmæssig, men man fra myndighedernes fastholder – eller?