Tekst & Foto: Johnny Tauman     Dronefoto (arkiv): Ove Detlevsen
8. juli 2024

Det er sommer – normalt kan man iagttage stor vækst af grøde langs Skibbroen frem mod Ringbroen, men i år er det helt anderledes.

Masser af vand 5. juli 2024

De store – og ikke mindst mange – voldsomme regnbyger har fyldt vandløbene – og på den måde har kultursvampen under Ribe optimale vilkår, men vi skal kun tilbage til 2022. Her sad en skipper fast i flere døgn med sin båd (en kuf) vest for Johanne Dan – og bunden tittede frem mellem Kolvig og den gamle kran.

 

Sommeren 2022

(Arkivfoto)

Flere forslag

Esbjerg Kommune arbejder med flere modeller, der skal sikre kultursvampen – og mange forslag ligger mellem Interimsvejen og Kammerslusen og indbefatter fx genåbning af åslyngen – en delvis spærring ved gennemskæringen og endelig placering af to omvendte porte i Kammerslusen. Alle forslag skal sikre en konstant minimumsvandstand i Ribe Vesterå.

Skal tæmme store vandmængder

Nogle gange kikker man efter de store og omkostningstunge løsninger, som kræver mange, mange undersøgelser og redegørelser samt ikke mindst høringer. Og når det drejer sig om vandstanden mellem Frislusen og Kammerslusen er der jo ikke tale om små mængder vand, der skal håndteres. Og det bliver ikke mindst vanskeligt at holde en konstant vandmængde over så stor en afstand.

Hvorfor ikke en sluse ved interimsvejene?

Hvorfor ikke tænke alternativt – og være handlekraftig i samarbejde med Vejdirektoratet om at bevare de to interimsveje, der har solide spunsvægge ved åbredderne.

Arkivfoto fra tidspunktet, hvor spunsvæggene blev banket på plads

Disse fundamenter, der i prissat i omegnen af 8,5 millioner kroner, vil blive fjernet, når militærbroerne er fjernet.
Hvis man nu her i stedet bygger et sluseanlæg, så bliver et rimelig nemt at styre vanddybden mellem Frislusen og et nyt sluseanlæg, som naturligvis skal sikres i forhold til fisk, oddere og ikke mindst de fritidssejlere, som ønsker at dyrke deres hobby.

Collage forklaring: Grøn pil: sikre passage for fisk og odder.
Blå Pile: tre – fire porte – fjernstyres. Kan lukkes for at holde på vandet.
Gul pil: mulighed for slusning ved eksempelvis højvande.

Ikke en havn – men et sluseanlæg

Det bør undersøges, inden det er for sent? Flere har ytret ønske om at anlægge en havn ved interimsvejene, men det er ikke det, der er formålet. Det handler kort og godt om at anvende de foreliggende muligheder frem for at være handlingslammet på større omkostningstunge projekter.
Se måske mod Torsminde, hvor man har en løsning med vandet mellem Vesterhavet og Nissum Fjord.