Ribe Ugeavis bringer den 6. april 2018 en artikel om Riberhus Privatskole, som flytter fra de lejede lokaler i Seminariehuset ved årsskiftet 2018/19.
Når Riberhus Privatskole flytter, skal Esbjerg Kommune gøre sig nogle større tanker omkring, hvad hele SeminarieHuset skal anvendes til. I følge Jørn Henriksen, der er direktør for Børn og Kultur i Esbjerg Kommune, skal der sættes en proces i gang, der skal belyse, hvad SeminarieHuset skal anvendes til.
Det hele skal drøftes i forvaltningen og de politiske udvalg frem mod budgetforhandlingerne i det kommende efterår.
Direktøren understreger at Esbjerg Kommune kommer til at miste en huslejeindtægt, når Riberhus Privatskole flytter. ”Dette aspekt skal også tænkes ind i planerne!”
RYK IND mener noget ganske andet.
Flere af de nye lokale politikere har over længere tid – ikke mindst i forbindelse med kommunevalget sidste år i november – været ude med tanker om både et ungdomshus og et aktivitetshus, som der for øvrigt findes i både Bramming og Esbjerg.
Lad nu de valgte politikere få chancen for at opfylde de ideer, de fremkom med.
En underskriftsindsamling om et aktivitetshus (selv om det ikke betyder man får et), men snarere er en markering af, at der er interesse for et hus til de mange aktiviteter, Ribe kan byde på.
Og hvad med at få udvidet den eksisterende ungdomsklub, så de mange ”snakke” om et sted til de unge (tidl. Remisseforslag) kan blive til noget.
Ønsker og interesser er der nok af, så start ikke med en beklagelse af en manglende huslejeindtægt og en forvaltningsmæssig unødvendig sagsbehandling, før politikerne har drøftet de muligheder der allerede er skitseret.
Det virker forkert den måde direktøren griber sagen an, mener vi på RYK IND, men måske forvaltningen har andre planer med lokalerne end det, vi kunne læse i Ribe Ugeavis. Det vil vi undersøge nærmere.










































































