Tekst & Foto Johnny Tauman
5. juni 2019
”Den røde dame”, som cykler forbi Mølledammen, leder tankerne hen på en krimi af Rie Osted med samme navn – en krimi med et behageligt, kultiveret sprog og en stille langluntet humor.
Og netop humor er nødvendigt, når RYK IND RIBE igen ser på Mølledammen. Det der tidligere var krusninger i vandoverfladen – og som skulle fjernes ved at hæve vandspejlet – er blevet til en utæmmelig urskov, som ikke løfter den kulturhistoriske perle.
Esbjerg Kommunes afdeling for Natur & Vandmiljø fortalte ellers på møde 15. maj, at ”Mølledammen er tilgroet” – og at det æstetiske udtryk forbedres visuelt” – skrevet med GRØNT i præsentationen. Desuden fremførte man, at der ville ske grødeskæring om nødvendigt.
Tirsdag nød rigtig mange mennesker den første sommerdag ved Mølledammen – men hvor er optimeringen af vandspejlet blevet af? Vi venter….. og venter….. og venter?
Hvem har opgaven, og hvornår sker der noget? Forhåbentlig skal vi ikke vente til efter turistsæsonen! Eller skal det bare se sådan ud?
RYK IND RIBE venter på svar – og det samme gør borgerne?