En helt fantastisk plads!
Det skortede ikke på superlativerne, da den nye rasteplads for autocampere ved Kammerslusen officielt blev åbnet Skærtorsdag.
De 28 pladser blev hurtigt fyldt op i løbet af torsdagen, og allerede onsdag holdt der autocampere i venteposition på parkeringspladsen. På grund af forsamlingsrestriktionerne var der ikke nogen egentlig officiel åbning af selve pladsen, men bestyrelsen for Dansk Autocamper Forening var mødt op, og både blandt bestyrelsesmedlemmerne og de øvrige folk i autocamperne var der stor tilfreds med den nye plads.
– Den her plads er helt fantastisk, og med det stigende salg af autocampere vi ser både i Danmark og i det øvrige Europa, er der brug for flere pladser. Det her sted er jo fantastisk lige midt i naturen. Vi har været ude at cykle, og det er et fantastisk område.
– Selve pladsen er virkelig flot med alt, hvad vi overhovedet kan finde på at efterspørge. Det bliver en rigtig eftertragtet plads både hos danskerne og turisterne, sagde formanden for Dansk Autocamper Forening Anne Norup.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Og de samme toner lød fra de andre mennesker i autocamperne, der nød det fine men relativt kølige vejr med sol og drivende skyer på en blå himmel.
Pladsen er forsynet med nye bade- og toiletforhold indrettet i en eksisterende bygning, der er mulighed for strøm, WiFi og vand til vognene, ligesom der er en autoriseret plads, hvor autocamperne kan tømme deres spildevand ud. Det eneste, der mangler nu, er faktisk kun, at græsset skal grønnes og foråret for alvor slå igennem.
Værterne på restauration Kammerslusen, Tinne Rieck, Niels Toft og Kåre Byskov, sørgede for en forfriskning til campingfolket i anledning af åbningen, og desuden var der lavet en speciel åbningsmenu, som campingfolket kunne købe som take away og få serveret i vognene.